Neville forundret over Welbeck-salg

Det undrer Gary Neville, at Arsenal fik Danny Welbeck for 16 mio. pund taget sommerens andre kæmpe transfers i betragtning.

Arsenal har gjort et scoop ved at sikre sig Danny Welbeck i Manchester United for 16 mio. pund. 

Det mener Gary Neville, der har svært ved at forstå, hvordan London-klubben kunne sikre sig den 23-årige angriber for et beskedent beløb, når man ser på de andre handler i løbet af de sidste par måneder. 

– Jeg kan ikke få det til at hænge sammen. Taget alle de andre priser i løbet af sommeren i betragtning og det faktum, at jeg arbejdede sammen med ham i sidste uge, tænker jeg, hvordan kan det kun være 16 mio. pund? siger Neville til PA. 

Welbeck kom i overskud i United, efter man hentede Radamel Falcao på transfervinduets sidste dag. 

Efter skiftet har Welbeck strålet for det engelske landshold i de første to EM-kvalifikationskampe. 

Og spørger man Neville, der i dag er tilknyttet England som træner, er det bizart, at United på den måde hjælper en direkte rival. 

– Der har været højrebacks og venstrebacks i massevis, der er blevet solgt for 15 mio. pund. Hvordan kan de få ham for 16 mio. pund?

– Jeg kan ikke forstå det den dag i dag, det er mærkeligt. Det føles underligt, at det er en angriber, og at det faktisk har hjulpet en konkurrent, nogen der vil stræbe efter tredje- og fjerdepladsen sammen med United i denne sæson. 

Danny Welbeck har fået sin fodboldopdragelse i United og fik debut på førsteholdet tilbage i 2008 mod Hull. 

Forrige artikel

Woodward tror på top-tre

Næste artikel

Giggs: United ændrer sig aldrig

ANNONCE