De engelske mestre spillede sig i går op på førstepladsen i Premier League, da ligaens bundprop Portsmouth blev udspillet med 5-0 på Old Trafford. En sejr der desuden kom på 52-årsdagen for det tragiske uheld i München.
Gary Neville var for en sjælden gangs skyld med i startopstillingen, og den aldrende anfører leverede sin vel nok bedste præstation i år. Det var da også en glad Neville, der efter kampen talte med Daily Mail.
”Nu er titelforsvaret i vores hænder, og sådan har det ikke været i lang tid. Chelsea mangler stadig at komme til Old Trafford, og det er her, vi vil have dem. Vi ønsker at vinde vores hjemmekampe,” lød det fra Neville, der samtidig roste Wayne Rooney, der stod for målet til 1-0.
”Wayne var på det rette sted på det rette tidspunkt, efter en flot aflevering fra Darren Fletcher. Han har en fantastisk sæson, og han er en vigtig spiller for os. Forhåbentlig kan han fortsætte det gode spil, for vi får brug for ham senere,” slutter Neville.
Til trods for Manchester Uniteds flotte stime på seks sejre ud af syv mulige i Premier League, har Chelsea mulighed for at generobre førstepladsen, når de senere i dag mødes Arsenal.