Ruud van Nistelrooy har med sine to træffere i gårsdagens opgør nu scoret 20 mål for United i år. 18 af dem er sat ind i Premier League, og han er dermed favorit til at blive topscorer i ligaen i år. Det faktum stiger dog ikke til hollænderens hoved, og han udtaler derfor til United Magazine, at der minimum er to mere, der kan score mål for Manchester.
”Mit partnerskab med Rooney kan blive endnu bedre. Vi har trænet vores sammenspil meget. Jo mere vi spiller sammen, des bedre bliver det.
Louis har været så uheldig med skader. Det er en skam, eftersom vi havde god forståelse for hinanden, lige da han kom til klubben. Vores partnerskab adskilte sig fuldstændig fra alle andres, pga. Louis’ styrke, hurtighed og hovedspil.”
Saha og Rooney har været i storform de seneste kampe og er hver noteret for 9 mål i denne sæson. Derudover har de lavet utallige assists, blandt andet til mange af Nistelrooys scoringer. Der er derfor ikke noget at sige til, at hollænderen glæder sig over angrebsmulighederne hos ”De Røde Djævle”. Han mener, at de har farligheden til at true Chelsea, hvis ikke denne sæson, så i hvert fald i næste.
Til næste sæson kan man også håbe på, at Rossi er modnet nok til permanent at være inde omkring førsteholdet. Nistelrooy har da også rosende ord til sin unge kollega, som netop fyldte 19 år i går.
”Fra første gang jeg så ham, vidste jeg at Giuseppe ville slå igennem. Han er instinktiv, og det kan jeg lide. Han er stadig ung, men jeg kunne godt tænke mig at spille ved siden af ham en dag.”