The Telegraph: Ratcliffe vil bygge “Nordens Wembley”

Old Trafford er et ikonisk stadion. Og det er faktisk nærmest helligbrøde overhovedet at foreslå, at Manchester United en dag skal spille sine hjemmekampe et andet sted. The Telegraph melder dog, at Sir Jim Ratcliffe og INEOS kraftigt overvejer, at der skal bygges et helt nyt stadion og erstatte Drømmenes Teater, der har været Manchester Uniteds hjemmebane siden 1910.

Dagen i går stod i nostalgiens tegn. Det var nemlig årsdagen for flyulykken i München i 1958 og tabet af 23 liv. Dette blev naturligvis også dækket på Oldtrafford.dk. Her bliver flyulykken beskrevet som måske det vigtigste enkeltstående minde eller begivenhed, der kendetegner Manchester United og “adskiller os fra andre”.

I dag kommer vi heller ikke uden om et nostalgisk tema. Det handler om klubbens hjem, Old Trafford. Her har klubben spillet sine hjemmekampe siden 1910, med undtagelse af årene fra 1941 til 1949. Her var Old Trafford blevet bombet i en grad, så man i stedet måtte spille på Maine Road.

Stedet har derfor enorm betydning. Det har bevidnet klubbens andet mesterskab i 1911, alle succeserne med Busby Babes, den fantastiske trio Charlton, Best og Law, samt selvfølgelig alle årene med Sir Alex Ferguson ved roret. Det ER derfor et Drømmenes Teater og ikke et hvilket som helst fodboldstadion.

Uden for stadion er historien også markeret ved statuer af Sir Bobby Charlton, George Best og Denis Law, skulder ved skulder, mens også succestrænerne Sir Matt Busby og Sir Alex Ferguson har fået opsat en statue på stadion.

Den sidste i rækken er assistenttræner Jimmy Murphy, der spillede en stor rolle i at genrejse klubben efter den tragiske ulykke i 1958. Hans statue blev rejst i 2023. Derudover er de omkomne fra ulykken også nævnt på en mindetavle på stadion og tiltrak særligt mange besøgende på årsdagen i går.

Old Trafford

– Old Trafford er forsømt. Træningsområdet er forsømt. Vi bliver nødt til at indhente de andre klubber.

Sådan sagde Ole Gunnar Solskjær sidste år i et interview med The Athletic. Her kritiseres Glazer-familien for ikke at investere nok og tilstrækkeligt vedligeholde Old Trafford og klubben i det hele taget.

Et eksempel på den manglende vedligeholde kan være 0-1 nederlaget mod Crystal Palace den 30. september 2023. Her stod vandmasserne ned over tilskuerne, der oplevede, hvordan Old Traffords tag lækker. Dette fik også The Sun til at omtale arenaen som “Strømmenes Teater” i forbindelse med deres reportage fra kampen.

Spørgsmålet er så, om det bedst kan betale sig at vedligeholde Old Trafford, eller om man i stedet bør bygge noget nyt.

Solskjærs citat om “de andre klubber” må hentyde til Manchester City, Arsenal og Tottenham, der alle har bygget nye hjemmebaner i nyere tid. City flyttede til City of Manchester Stadium (Etihad) i 2003. Tre år senere flyttede Arsenal til Emirates Stadium, mens Tottenham Hotspur Stadium stod færdigt i 2019.

Dermed har halvdelen af de ofte omtalte “Big six” bygget nyt, mens Chelsea, Liverpool og Manchester United – i hvert fald indtil videre – holder fast i sine traditionelle hjemmebaner.

The Telegraph melder, at der ikke er truffet nogen beslutning om, hvorvidt man vil renovere Old Trafford. Man estimerer dog, at vedligeholdelse af Old Trafford vil koste i omegnen af 800 millioner pund og også indeholde en øgning af kapaciteten, stigende fra de nuværende 74.000.

“Nordens Wembley”

En anden mulighed er selvfølgelig at gøre som førnævnte klubber og bygge et helt nyt stadion. The Telegraph melder, at en ny arena vil koste mellem 1,5 og 2 milliarder pund. Det vil derfor være en noget større investering end at renovere det nuværende stadion.

The Telegraphs kilder tæt på Sir Jim Ratcliffe fortæller, at han ønsker sig et avanceret “wow” stadion, som med plads til 90.000 tilskuere skal være et “Nordens Wembley” og dermed udfordre Wembley Stadium som det største i England.

Kilderne fortæller dog også, at han er opmærksom på stedets betydning for fansene. Og derfor vil man bygge på samme grund, som Old Trafford ligger på i dag.

– Det spirituelle hjem er vigtigt. Vi tror, fansene med glæde vil tage imod et helt nyt stadion, hvis vi bliver, hvor vi er, siger kilderne ifølge The Telegraph.

Dermed vil man gøre som Tottenham Hotspur, som i 2019 forlod White Hart Lane og ikke skulle gå særlig langt for at finde sin nye hjemmebane.

Mediet melder dog også, at projektet er afhængigt af offentlige midler, og at man ikke bør forvente at kunne bruge skattekroner på det. Dog kan man måske få støtte på anden vis, i form af skattefordele og hjælp fra omkringliggende byggeprojekter.

Intet er besluttet

Som nævnt er der ikke besluttet noget endnu. Derudover synes der også at være mange spørgsmålstegn i forhold til finansieringen, og det vides derfor ikke, om begge retninger overhovedet er mulige.

For det bliver dyrt, uanset hvad man vælger. Det kom Oldtrafford.dk også ind på, de vi for en måned siden omtalte det mulige stadionprojekt i denne artikel.

Men der skal træffes en beslutning inden længe. Og beslutningen skal gerne være den bedst mulige for Manchester United.

 

 

 

Forrige artikel

Endelig rundede Højlund sine første ti mål i klubben - men hvordan klarer han det i forhold til andre United-spillere?

Næste artikel

Podcast: Optakt til braget mod Villa - Kan ungdommen redde Uniteds 2024 ?

ANNONCE