Dermed lader det til, at Sir Alex Ferguson ikke har opgivet at hente en ny forsvarsspiller til klubben, når sommerens transfervindue åbner. Længe så det ud til, at José Bosingwa var ny mand i Manchester, men han skiftede som bekendt til rivalerne fra Chelsea for at par dage siden.
Nu har de nykårede engelske mestre derfor vendt snuden mod Spanien og Valencia, hvor en anden portugisisk landsholdsspiller, Miguel, har været et af de få lyspunkter i en katastrofal sæson.
Den 28-årige højreback, der fik sit gennembrud under EM-slutrunden i 2004, er på kontrakt med Copa del Rey-vinderne indtil 2012, men har en frikøbsklausul på 12 millioner pund. Selv er han klar på nye udfordringer:
”Jeg er meget ambitiøs, så hvis det rigtige tilbud kommer, er alt muligt. Men det afhænger af Valencia; Går de med til at sælge mig, eller beder den nye træner mig om at blive, er det ét fedt.”
Flere aviser i Spanien hævder, at forhandlinger mellem spillerens agent og Manchester United allerede er blevet indledt.