Nyt ejerskab bag OldTrafford.dk: MUSCS viderefører projektet

Manchester United Supporters Club Scandinavia overtager ejerskabet på OldTrafford.dk. Det nye ejerskab vil bygge videre på det store fællesskab, OldTrafford.dk har skabt for danske fans gennem de sidste 20 år, hvor drivkraften alle dage har været passionen for Manchester United.

OldTrafford.dk går en ny og spændende fremtid i møde.

Efter mere end 20 år i spidsen for OldTrafford.dk trækker stifter, Casper Heiselberg, sig nu tilbage som ejer og overlader projektet til den officielle skandinaviske supporterklub, Manchester United Supporters Club Scandinavia.

Et livsværk

Casper har den seneste tid afsøgt mulighederne for, at OldTrafford.dk fortsat kan udvikle sig, uden at han selv indtager en hovedrolle. Favoritscenariet har fra starten af været at overdrage nøglerne til nogen, som kan og vil videreføre projektet til glæde for danske Manchester United-fans. Det er lykkedes med Supporterklubben, som har været den foretrukne arvtager af sitet.

Om overdragelsen af ejerskabet siger Casper Heiselberg:

– Det er svært at beskrive, hvor stor en betydning OldTrafford.dk har haft i mit liv. Jeg startede det i 2003 og har kørt det i over halvdelen af mit liv, så det er på en måde mit livsværk, jeg nu overgiver til andre. Det har været vigtigt for mig at finde en langsigtet løsning for OldTrafford.dk, som sikrer hjemmesidens fortsatte virke, uden at den er afhængig af mig.

– Denne løsning har jeg fundet i den skandinaviske supporterklub, som har vist stor anerkendelse for OldTrafford.dk’s betydning blandt danske fans, hvor mange er vokset op med sitet og blevet udviklet som United-fans gennem sitet og podcasten de sidste 20 år.

– Supporterklubben har et ønske om at bygge videre på det, OldTrafford.dk har stået for i 20 år, og det glæder mig derfor at overdrage projektet til dem for at fremme interessen om Manchester United i hele Skandinavien, lyder det fra Casper.

Artiklen fortsætter efter billedet 

(Casper Heiselberg på Old Trafford)

OldTrafford.dk blev startet af Casper Heiselberg & Bo Nedergaard Andersen i 2003, da de begge var 17 år. 

– Det er vigtigt for mig at takke alle læsere og frivillige, som i mere end 20 år har bakket op om websitet. Det er jer, der har været drivkraften bag vores arbejde i de sidste to årtier og fortsat vil være det. 

OldTrafford.dk er gennem alle årene blevet drevet af frivillige skribenter og podcastværter.

– Det, der nok gør mig allermest stolt, har været at se, hvor meget OldTrafford.dk har bidraget til så mange spirende unge menneskers karriere. Det er virkelig et aspekt, der på mange måder har været større personligt for mig end selve hjemmesidens virke som fanside. Jeg bliver hver gang stolt over at se en tidligere skribent på hjemmesiden blive udmærket for sit virke og talent senere i sin karriere, fortæller Casper Heiselberg og fremhæver et par eksempler:

– Dennis Bjerre Christiansen blev for nyligt nomineret til prisen som årets sportsjournalist 2022 (som blev vundet af Jan Jensen, red.). Det gør mig også ekstremt stolt at høre og se Jonas Helmy gøre sig som kommentator og vært på TV3 Sport, læse Svante Wettergrens artikler på DR eller følge Jonatan Rying Larsen skabe en helt ny genre for fans af engelsk fodbold med PL-Showet.

Casper Heiselberg kommer i fremtiden stadig til at være en lille del af OldTrafford.dk, selvom han overdrager ejerskabet til MUSCS. Han bliver nemlig på sidelinjen og kommer til at indgå i en arbejdsgruppe bag sitet.

“En unik mulighed”

Manchester United Supporters Club Scandinavia blev stiftet i 1981 og er i dag verdens største supporterklub for Manchester United uden for Storbritannien. Supporterklubben har mere end 47.000 medlemmer i Skandinavien, hvoraf cirka 2000 af dem er fra Danmark.

Fire gange om året udkommer MUSCS med medlemsbladet “United-Supporteren”, hvor der blandt andet er eksklusive interviews med spillere, spændende reportager og historier, historiske tilbageblik og statistikker. Supporterklubben arrangerer også rejser til Manchester og Old Trafford. Derudover driver MUSCS også United.no og producerer den danske podcast “Det Røde Hjørne”.

Supporterklubben ønsker at fremme interessen for Manchester United i Danmark. Den rolle har OldTrafford.dk haft i mere end 20 år, og Supporterklubben ser det derfor som en unik mulighed at overtage ejerskabet bag OldTrafford.dk.

– Over flere år har medlemstallet i Norge været voksende, mens det har været relativ stabilt i de andre skandinaviske lande. Vi har set, at der har været andre platforme, som har lykkes bedre med at skabe engagement – særligt i Danmark. Et af de vigtigste og bedste tilbud for danske supportere er OldTrafford.dk.

– I fællesskab skal Supporterklubben, den danske arbejdsgruppe og de frivillige i OldTrafford.dk fortsætte med at drive og sammen udvikle endnu bedre indhold og tilbud til danske United-fans, siger Supporterklubben.

Hvilken betydning får det for OldTrafford.dk?

OldTrafford.dk fortsætter som hidtil. Det betyder også, at redaktionen fortsætter uændret, og der laves hverken om i designet, websitet eller andet. 

Hjemmesiden og podcasten vil ligeledes blive drevet som hidtil, men nu med en meget større motor under kølerhjelmen. 

Supporterklubben ved, hvor stort et medie OldTrafford.dk er for danske fans. Derfor ønsker de at bidrage til det, som sitet og podcasten har skabt gennem de sidste 20 år. Sammen skal Supporterklubben, arbejdsgruppen og de frivillige i OldTrafford.dk videreudvikle mediet til nye højder. 

OldTrafford.dk bliver en del af noget større men kommer fortsat til at være det fællesskab for danske Manchester United-fans, som det altid har været. 

Du kan læse mere om overtagelsen på United.no her

Et samlingspunkt for danske United-fans gennem 20 år

I 2003 eksisterede der ikke en hjemmeside dedikeret til danske Manchester United-fans. Der manglede en platform, hvor danske fans kunne læse nyheder og debattere med hinanden. Der manglede i bund og grund et online samlingssted for danske Manchester United-fans. Det blev skabt d. 26. juni 2003, da OldTrafford.dk så dagens lys.

Siden da er der blevet vunder store titler, fejret flotte mål og sunget mange slagslange på drømmenes teater, Old Trafford. Men der har også været vilde protester, grimme nederlag og dybe nedture.

OldTrafford.dk har dækket det hele – og lidt ekstra.

Artiklen fortsætter efter billedet

Ole Gunnar Solskjær OldTrafford.dk
Ole Gunnar Solskjær (OldTrafford.dk)

Der er skrevet over 33.500 artikler på dansk og produceret mere end 250 episoder af podcasten i tidens løb på OldTrafford.dk.

OldTrafford.dk har stået for at afholde fanarrangementer i København for op imod 5.000 fans, der er blevet bragt eksklusive interviews med navne som Bryan Robson, Sir Bobby Charlton og Ole Gunnar Solskjær, og I 2018, da hjemmesiden fejrede 15-års jubilæum, udgav OldTrafford.dk bogen “Sammen om United i 15 år”.

Alt dette er blevet skabt af frivillige skribenter og podcastværter med passionen for Manchester United som den primære motivation.

Vi håber, at I er klar på 20 år mere.

Du kan bladre dig igennem hjemmesidens 20-årige udvikling her.

3 kommentarer
  1. God nyhed og tusind tak til Casper for alt han sammen med andre United fans har gjort for Oldtrafford.dk igennem 20 år, den dedikationen enestående.

    GGMU

  2. Helt enig 👍🏼. Godt gået og et stort tak til Casper og hans dedikerede crew(s). Håber oldtrafford.dk kommer til at bestå i mange år endnu i (mere eller mindre) samme form som nu.
    Jeg er noget mere spændt på at se, om det kommer til at profilere den danske afdeling MUSCS mere? Den har efter min mening været usynlig og tæt på ubrugelig lige siden Helge gik bort. Der var nu noget helt specielt over Helges supportertræf (flertal…) med fantastiske historier, quiz og hyggeligt selskab med ligesindede.
    Those were the days… 😉

Kommentarer er lukket

Forrige artikel

Highlights: Se eller gense highlights/lowlights fra gårsdagens kamp.

Næste artikel

Daily Mail: Lisandro Martinez opereres for 2. gang

ANNONCE