Foto: Pim Waslander/Soccrates/Getty Images
Det var lige før, Sporting kunne gå på vandet under Ruben Amorim. Med 16 sejre og 1 uafgjort var man ubesejrede i ligaen, pokalturneringen og Champions League, da han forlod klubben til fordel for United. Derudover havde man også en vanvittig målscore på 53-9 på tværs af ovenstående turneringer.
Første kamp efter Amorim endte også med en sikker 6-0 sejr i pokalturneringen. Og måske var Sporting bare var et godt hold, så Amorims indflydelse måske ikke var så stor som hidtil antaget.
Dårlig stime
Den overbevisende 6-0 sejr kom dog mod upåagtede Amarante, der til daglig spiller i den tredjebedste række i Portugal. Og de følgende fire kampe er alle blevet tabt.
Først tabte de 5-1 til Arsenal i Champions League. Dernæst fulgte nederlag på 1-0 og 2-1 til Santa Clara og Moreirense i Liga Portugal, og i aftes tabte de så med 2-1 til Club Brugge i Champions League. Det var i øvrigt med danske Casper Nielsen som matchvinder, efter Sporting ellers havde bragt sig tidligt foran.
Målsnittet med over tre mål per kamp er nu afløst af kun 3 mål i de seneste 4 kampe. Heraf er det kun blevet til ét mål for Viktor Gyökeres, som ellers har været brandvarm med 34 sæsonmål allerede, inklusive landskampe.
Amorims afgang synes derfor at have taget hårdt på Sporting Clube de Portugal, som nu er nummer 12 i Champions League, men stadig fører ligaen i Portugal. Her kan de dog blive overhalet af Benfica, som har en kamp til gode mod Nacional.