(Photo by Alex Livesey/Getty Images)
Låge nummer 11: Alexander Büttner
Debut: 15. september 2012 mod Wigan i Premier League. 23 år gammel.
Alder i dag: 35 år
Klubber før United: Vitesse.
Klubber efter United: Dinamo Moskva, RSC Anderlecht, Dinamo Moskva, Vitesse, New England, RKC Waalwijk, De Graafschap, Vitesse.
Målet
I efteråret 2012 skinnede solen stadig over den røde del af Manchester, som dominerede i toppen af Premier League. Dengang hed træneren ingen ringere end Sir Alex Ferguson, der stod i spidsen for United en sidste gang i sæsonen 2012/13. Hollænderen var hverken dengang eller senere en fast starter i United, men i kampen mod Wigan havde han fundet vej til Fergusons startopstilling. Det var på hans foretrukne position, venstrebacken.
Büttner kunne ikke have bedt om en meget bedre debut, tænkte han garanteret, da han sad nede i omklædningsrummet i pausen. En 2-0-føring og alt under kontrol. Det sidste, der lige manglede, var et mål, men som venstreback er det ikke normalt noget, man jagter. Men efter 66. minutter gik 23-årige Alexander Büttners drøm for alvor i opfyldelse.
Han erobrede på egen hånd bolden på midten af banen. Drog bolden op langs Wigans højre forsvarsside, og med lidt held og snilde kom han på skudhold inde i Wigans straffesparksfelt – dog fra en meget skarp vinkel. Men det skulle ikke komme i vejen for ham. Fra en nærmest umulig position sparkede han på mål og overraskede næsten alt og alle. Særligt Wigans målmand i kampen, Al-Habsi, der ikke så for heldig ud og måtte se bolden sejle i kassen. Hermed kunne Büttner kalde sig for debutmålscorer, og så endda med et flot solomål. United vandt 4-0 i Büttners debutkamp.
Målet blev det første af to, han scorede for Manchester United. Det andet scorede han i den vilde afskedskamp for Ferguson, hvor United spillede 5-5 på udebane mod West Bromwich. En kamp mange sent vil glemme.
Du kan se scoringen lige her:
Tiden efter United
Debutantmålet blev startskuddet på en blandet og uforløst tid i Manchester United. Han lagde godt for land med sin debutscoring, men efterfølgende blev det ikke til meget spilletid. Blot fem kampe fik han under bæltet i sin første sæson, og sæsonen efter var ikke meget bedre. Der fik han otte Premier League-optrædener og tre i Champions League.
Igennem hele sin tid i klubben stod han i skyggen af Patrice Evra, der spillede størstedelen af kampene. Efter to sæsoner, som han i overvejende grad tilbragte på bænken eller tribunen, tog han sit gode tøj og skiftede til russiske Dinamo Moskva. Det blev til gengæld startskuddet på en fodboldtilværelse i periferien af europæisk topfodbold, hvor han aldrig igen nærmede sig Premier League- og Champions League-fodbold.
I en alder af 35 år kører hans karriere stadig på skinner i dag, og det gør den i den klub, hvor det hele startede – hollandske Vitesse. Måske fik han aldrig for alvor det optimale ud af sin United-karriere, men i det mindste kan han fortælle alle, at han har flere Premier League-guldmedaljer end Steven Gerrard.