Foto: Ash Donelon/Manchester United – Getty Images
Det har længe været en offentlig hemmelighed, men nu er det officielt. Ruud van Nistelrooy vender tilbage til Manchester United som assistenttræner under Erik ten Hag. Han har skrevet under på en aftale frem til sommeren 2026.
Ruud van Nistelrooy sagde op som cheftræner i PSV umiddelbart efter denne sæson.
Men den tidligere stjerneangriber er ikke den eneste tilføjelse til trænerstaben. René Hake, der senest var cheftræner i Go Ahead Eagles, har ligeledes underskrevet en toårig kontrakt og bliver også ny assistenttræner.
Ændringerne i trænerstaben betyder også, at Manchester United vinker farvel til Mitchell van der Gaag og Benni McCarthy. Klubben sender dem begge en tak for deres flotte arbejde i klubben.
“Fornyelse af trænerstaben”
Manchester Uniteds nye sportsdirektør Dan Ashworth er sikker på, at de to nye assistenttrænere vil løfte niveauet på førsteholdet. Det udtaler han i klubbens officielle meddelelse.
– Sammen med Erik arbejder vi på at styrke alle områder af vores førstehold, og en fornyelse af trænerstaben er en vigtig del af det. (..) jeg ved, at han (Ruud van Nistelrooy, red.) og René vil hjælpe med at styrke den vindermentalitet og de høje standarder, vi stræber efter, udtaler han.
Steve McClaren og Darren Fletcher forbliver en del af trænerstaben, fremgår det af klubbens hjemmeside.