Manchester United drager mod det nordlige England, hvor Newcastle venter på at få besøg. Det bliver en kamp, hvor et udskældt Manchester United-hold møder et lovprist Newcastle-hold, der paradoksalt nok står noteret for et point mindre end de røde djævle.
På trods af at de to mandskaber endte som henholdsvis nummer tre og fire i sidste sæson og har lignende målsætninger i den nuværende sæson, er der en enorm forskel i den måde, medier og fans omtaler de to jævnbyrdige fodboldklubber.
For mig at se tydeliggør dette opgør, hvordan Manchester United kritiseres af medier og fans, hvis klubben ikke præsterer som i 2008, selvom virkeligheden måske slet ikke er så slem. Derfor må jeg anholde den måde, to klubber omtales forskelligt på.
Manchester United bliver betegnet som et hold i krise, til trods for at holdet faktisk er det mest formstærke i Premier League. Newcastle har færre point og en dårligere formkurve i Premier League, men alligevel bliver Eddie Howes hold rost som underdogs på linje med Brighton.
Men Newcastle er ingen underdog. De bør omtales som en af de helt store klubber i ligaen uanset om det måles på økonomi, fanbase eller spillernes niveu.
Newcastle er blevet en Champions League klub der sagtens kan byde PSG op til dans, så bør vi ikke snart få hænderne ned og vurdere Newcastle for hvad de er? Det er ikke en historie om en humlebi, der ikke burde kunne flyve, men derimod historien om en skade, der fik lidt hjælp af Mohammed bin Salman til at komme på vingerne igen.
Forskelsbehandlingen skal vel nok ses i lyset af fanbasernes selvforståelse. Os, der holder med de rødklædte i aften, forlanger Champions League-deltagelse og trofæer hvert år, hvorimod de på St. James’ Park virker helt benovede over at byde velkommen til PSG, Milan og Dortmund. Så er forskelsbehandlingen egentlig bare en ros til Manchester United for klubbens storhed? Eller er tonen over for Manchester United blevet alt for skinger?
Dagens to duellanter kommer begge fra udebaneture i midtugen. Her spillede Newcastle lige op med PSG i Champions League i en kamp, de førte helt ind i overtiden, men hvor dommeren ikke var med dem og gav Mbappe mulighed fra 11-meterpletten.
Manchester United stod i onsdags over for Galatasaray, hvor holdet smed en 3-1 føring over styr og måtte derfor rejse hjem til England med kun et point i bagagen. Så opgøret mod Newcastle bliver en mulighed for at rejse sig igen.
Dato, tid og sted
Kampen spilles lørdag den 2 december kl. 21:00 på St. James´ Park.
Dommer
Robert Jones
Skader og karantæner (for begge hold)
Manchester United
- Casemiro (skadet)
- Eriksen (skadet)
- Evans (skadet)
- Martinez (skadet)
- Mount (skadet)
- Malacia (skadet)
Newcastle
- Wilson (skadet)
- Burn (skadet)
- Anderson (skadet)
- Krafth (skadet)
- Barnes (skadet)
- Murphy (skadet)
- Willock (skadet)
- Targett (skadet)
- Longstaff (skadet)
- Botman (skadet)
- Tonali (karantæne)
Mulige startopstillinger
Onana
Wan-Bissaka – Maguire – Lindelöf – Shaw
Mctominay- Mainoo
Rashford – Fernandes – Garnacho
Højlund
_____________________
Gordon – Isak – Almiron
Joelinton – Guimaraes – Miley
Livramento – Schär – Lascelles – Trippier
Pope
Hold øje med
Newcastle hentede sidste sæson Evertons guldfugl, Anthony Gordon. Han skulle bruge noget tid til at vænne sig til de nye omgivelser i det nordlige England, men han er i skrivende stund en af de mest formstærke spillere hos The Magpies.
Kobbie Mainoo håber jeg virkelig på at se fra start igen. Efter hans drømmedebut mod Everton gjorde han ikke meget væsen af sig, da Manchester United i onsdags mødte Galatasaray i Istanbul. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at der er krummer i knægten, og at han virkelig har blod på tanden for at vise, hvad han kan igen.
Skribentens bud på kampens resultat
Sidste møde med Newcastle resulterede i et 3-0 nederlag til Manchester United. Det hverken håber eller tror jeg på vil gentage sig i dagens opgør. Jeg byder på en smal 2-1 sejr, hvor Højlund endelig kommer på tavlen i Premier League, og hvor Scott McTominay igen får prikket blodet ind over stegen, præcis som han plejer.
Hvor kan man se kampen?
Kampen kan ses på 3+. Der er optakt fra kl. 20:30.
Kunne godt sælge den her kamp for en uafgjort på forhånd. Hvis vi kan score 3 mål, bliver det nok også uafgjort 🤔 Newcastle skal jo løbe tør for kræfter på et tidspunkt, og tabe. Det kunne godt være i dag. MU har ihvertfald set, hvad PSG gjorde mod dem. Tallene taler ihvertfald for sig selv. At PSG så ikke kunne udnytte det gigantiske overtag er så en anden sag