Optakt: For tomme tribuner, mod en upåagtet modstander

Det er ikke mange danskere, som har et kendskab til østrigske LASK Linz, Manchester Uniteds næste modstander i Europa League. Kampen spilles uden tilskuere på grund af corona-epidemien.

Hvem sagde du? 

Sådan var der mange, der reagerede, da United trak LASK i ottendedelsfinalerne af Europa League. Klubben fra Linz i Oberösterreich i Østrig, som har plads til cirka 8.000 på deres normale stadion, er et ukendt blandt for de fleste fodboldfans, der ikke følger med i østrigsk fodbold. 

Men det er måske blot et spørgsmål om tid, før de er på flere europæeres læber. Ifølge Niels O. Thinesen fra OldTrafford.dk, som har stødt på klubben i sine kommentatorgerninger for Discovery Networks, ”er det et vanvittigt spændende mandskab, som er ved at tage den østrigske liga med storm”. 

– De rykkede op i den bedste række for bare tre sæsoner siden. Så blev de først nummer fire og siden nummer to. Lige nu fører de den østrigske liga foran ellers altid suveræne Red Bull Salzburg, siger Thinesen. 

På grund af succesen blev deres tidligere træner, Oliver Glasner, købt af tyske Wolfsburg. Han tog et par af profilerne med til Wolksvagen-byen, men LASK klarer sig altså stadigvæk ret godt. 

Udover at føre den hjemlige liga, har de også slået PSV, Rosenborg og Sporting Lissabon i Europa League-gruppespillet. Og i 16-delsfinalerne besejrede de hollandske AZ Alkmaar over to kampe. 

Hør også vores seneste podcast: “Is he back at the wheel?” 

Torsdag aften bliver deres første kamp i historien mod et engelsk hold. Men desværre får deres fans ikke lov til at nyde oplevelsen på stadion. De østrigske myndigheder har på grund af corona-virussen besluttet, at alle udendørs arrangementer med plads til mere end 500 tilskuere skal foregå for lukkede døre. Og godt nok er LASKs stadion ikke stort, men det er altså stadigvæk stort nok til, at kampen bliver lukket land for alle andre end spillerne, trænerstabene samt journalister og kamerafolk. 

På papiret ligner det en kamp, som United burde kunne klare – selv med et rimelig reservespækket mandskab. Ole Gunnar Solskjærs tropper rider på en bølge og er ubesejrede i 10 kampe, hvor der undervejs kun er blevet lukket to mål ind. Søndag toppede holdet de seneste uges flotte præstationer med en 2-0-sejr over de forhadte rivaler fra Manchester City. 

Derfor har United på sin vis også alt at tabe i kampene mod LASK, der omvendt kan spille frit og nyde begivenheden. ”De røde djævle” har igennem sæsonen været bedre til at vinde kampene mod de store hold, som ingen forventede, at de skulle sejre i, mens at de har smidt dumme point mod lavere rangerende hold i Premier League. 

Spørgsmålet er, om United kan finde det rette tændingsniveau. Søndag knoklede samtlige mand en vis legemsdel ud af bukserne i 95 minutter – kan de vise samme energi og koncentration mod en upåagtet modstander på et stadion uden tilskuere? Hvis svaret er ja, er United allerede i kvartfinalerne. Men hvis svaret er nej, kan der vente englænderne en pinlig torsdag aften i Østrig. 

Dato, tid og sted:
Kampen bliver spillet torsdag den 12. marts 2020, klokken 18:55 på Linzer Stadion. 

Skader/karantæner:
Hjemmeholdet må undvære to forsvarsspillere, som begge har karantæne efter deres seneste Europa League-kampe: Philip Wiesinger og Petar Filipovic. Derudover er venstrebacken Marvin Potzmann samt midtbanespilleren Thomas Goiginger begge ude med korsbåndsskader. 

For United bliver det uden Martial i front. Det fortalte Ole Gunnar Solskjær på pressemødet onsdag aften, hvor han også såede tvivl om, hvorvidt franskmanden når at blive klar til søndagens vigtige opgør mod Tottenham i Premier League.

Derudover er Paul Pogba stadigvæk en uges tid fra at kunne begynde at træne med resten af holdet, ligesom at Marcus Rashford også fortsat er ude med skade. 

Dommer:
Portugisiske Artur Dias dømmer kampen. 

Mulige startopstillinger: 

LASK Linz
Schlager
Trauner – Ramsebner – Wostry 
Ranfit – Holland – Michorl – Renner
Frieser – Goiginger 
Raguz

Manchester United
Romero
Dalot – Bailly – Maguire – Williams
McTominay – Fred
Greenwood – Fernandes – Lingard
Ighalo 

Hold øje med:
Angriberen Marko Raguz er LASKs topscorer i Europa League med fem mål. Østrigeren nettede tre gange i 16-delsfinalerne mod AZ Alkmaar. Sammen med sin angrebsmakker Klauss bliver han en trussel, som Manchester United-forsvaret ikke må tage for let på. 

Sagt om kampen: 
“Vi bliver nødt til at skabe vores egen stemming. Spillerne er vant til at træne uden tilskuere, og vi har også før spillet venskabskampe bag lukkede døre. Jeg er sikker på, at mine spillere kommer til at være fokuserede, og at vi er klar til at præstere, selvom der ikke er nogle på lægterne.” – Ole Gunnar Solskjær. 

Skribentens bud på kampens udfald:
United fortsætter stimen, men gør ikke mere end højst nødvendigt. Kampen ender 1-0 til udeholdet. 

Vidste du, at…

  • United har aldrig før tabt til en østrigsk modstander. De har spillet otte styks – syv har de vundet, og en er endt uafgjort. 
  • LASK er ubesejrede i deres seneste seks Europa League-kampe.
  • United har haft 10 forskellige målscorere i denne sæsons Europa League. Det er flere end noget andet hold i turneringen. 
  • ”De røde djævle” har kun tabt en af deres seneste 19 kampe i Europa League. 
  • Ole Gunnar Solskjær scorede to mål mod østrigske Rapid Wien i 1996/97-sæsonen. 

TV:
Kampen bliver vist på Eurosport2 og Eurosport Player. 
 

Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.

Forrige artikel

Ingen United-kampe på Den Glade Gris under Corona-lukning

Næste artikel

Solskjær har forståelse for, hvis ligaen afblæses

ANNONCE