Optakt: Kan Erik ten Hag fortsætte trofæhøsten mod de støjende naboer?

FA Cup-vinderne fra Manchester United spiller sin første Community Shield siden 2016. Her møder de naboerne fra Manchester City, der deltager for 6. gang på 7 sæsoner.

Foto: Ash Donelon, Getty Images

Manchester United sluttede 23/24 sæsonen på bedste vis, da de vandt 2-1 over Manchester City i FA Cup-finalen. Det var klubbens andet trofæ under Erik ten Hag, og dermed kvalificerede klubben sig til sin første Community Shield i 8 år. Dengang vandt man 2-1 over mestrene fra Leicester City, og med 21 titler er man også den mest vindende klub i Community Shields historie.

Uniteds pre-season har været en blandet omgang. Nederlag til Rosenborg, Arsenal og Liverpool. Sejre mod Rangers og Real Betis. Men vigtigst af alt, så mistede man både Rasmus Højlund og nyindkøbte Leny Yoro til skader i Arsenal-kampen. Alt dette kan du læse mere om her.

Samtidig har flere af stamspillerne været fraværende grundet deltagelse i EM og Copa America. Sidstnævnte med både Lisandro Martínez og Alejandro Garnacho på sejrsskamlen. Men det betyder altså, at der hersker en del tvivl om, hvor United står som hold pt.

Resultatmæssigt er Manchester Citys pre-season nu heller ikke noget at råbe hurra for. Nederlag på 4-3 og 3-2 til Celtic og AC Milan, samt et nederlag efter 2-2 og straffesparkskonkurrence mod FC Barcelona. Man sluttede dog godt af med en 4-2 sejr over Chelsea, blandt andet efter et hattrick af Erling Haaland.

Dato, tid og sted

Opgøret finder sted på Wembley Stadium lørdag den 10. august 2024 kl. 16.00 dansk tid.

Dommeren skulle egentlig have været John Brooks, men han har måttet trække sig med en skade. I stedet er det Jarred Gillett, der passer fløjten i opgøret.  Ifølge transfermarkt har han dømt United seks gange tidligere, fem af dem i Premier League.

I 2022/23-sæsonen skete det med Uniteds 3-0 sejr over Charlton i FA Cup og senere i en 1-0 sejr over Aston Villa i 34. spillerunde i Premier League.

I 2023/24-sæsonen dømte han United hele fire gange: I 3-1 nederlaget til Brighton i 5. spillerunde, hvor Hannibal Mejbri kom på tavlen. I 4-3 sejren over Wolves, hvor Kobbie Mainoo blev matchvinder dybt inde i overtiden. I 4-3 nederlaget til Chelsea, hvor Cole Palmer scorede hattrick. Og senest i maj måneds 4-0 nederlag til Crystal Palace.

Historik og indbyrdes opgør

United vandt som bekendt klubbernes seneste indbyrdes opgør i FA Cup-finalen, men ellers er det desværre City, der har overhånden med sejre i seks af de syv opgør, der gik forud.

I Community Shield har United dog overhånden med en sejrsprocent på 100. Klubberne har nemlig kun mødt hinanden to gange i turneringen, og United har vundet dem begge.

I 1956 vandt United 1-0 på Maine Road efter mål af Dennis Viollet. Kampen huskes nok særligt for debuten til 16-årige David Gaskell, der blev Uniteds yngste spiller nogensinde og den første til at blive skiftet ind i løbet af en kamp.

I 2011 vandt United 3-2, da Nani blev matchvinder dybt inde i overtiden. Inden da havde City taget en pauseføring på 2-0 ved Joleon Lescott og Edin Dzeko, men Chris Smalling og Nani fik udlignet, inden sidstnævnte sikrede sejren med sit andet mål i kampen.

Skader og karantæner

Manchester United må desværre se bort fra nyindkøbte Leny Yoro, der er blevet opereret og ventes ude i tre måneder. Skaden indtraf mod Arsenal, hvor også Rasmus Højlund måtte udgå, og begge er altså fraværende på Wembley.

I forsvaret er der tvivl om Harry Maguire, Jonny Evans, Aaron Wan-Bissaka, Will Fish og Victor Lindelöf. Tyrell Malacia er meldt ude med en skade.

Manchester City må formentlig se bort fra keeperen Ederson, mens Kyle Walker, John Stones, Rodri og Phil Foden ifølge The Standard ikke er vendt tilbage til træning endnu, siden de deltog i EM-finalen.

Den unge Josh Wilson-Esbrand meldes ude med en skade.

Mulige startopstillinger

Man United (4-2-3-1)

Onana

Dalot – Lindelöf – Martínez – Shaw

Casemiro – Mainoo

Amad – B.Fernandes (c) – Rashford

Sancho

_______________________________________

Haaland

Grealish – B.Silva – Bobb

Kovacic – De Bruyne

Gvardiol – Dias – Akanji – Lewis

Ortega
Man City (4-2-3-1)

Hold øje med

For United er det naturligvis interessant at se den mulige debutant Joshua Zirkzee. Jeg forventer dog, at han starter ude, mens Jadon Sancho kan starte som angriber, som han blandt andet gjorde mod Real Betis i pre-season.

Der er også andre mulige debutanter, blandt andre Toby Collyer og Harry Amass. Og derudover glæder jeg mig også til at følge Amad, som sluttede sidste sæson rigtig godt af og nåede at score to gange i pre-season.

For City er det først og fremmest interessant at se, om det holder stik, at Rodri ikke skal spille. De taber næsten aldrig, når han er med, og det taler bestemt i Uniteds favør, hvis han ikke spiller.

Derudover kan der også blive tale om debut til Savinho, som er købt i søsterklubben Girona.

Skribentens bud på kampens resultat

Der er flere spørgsmål end svar i optakten til sådan en kamp. Hvem er klar til at spille? Hvilken form er spillerne i? Hvordan er spillerne påvirket af sommerens deltagelse i EM og Copa America? Og så det sidste: Hvor opsatte er spillerne egentlig, når det kommer til stykket? Anses kampen som en vigtig finale, eller er det bare en træningskamp, hvor vinderen får et mere eller mindre ligegyldigt trofæ?

Svarene på ovenstående spørgsmål må vi vente på. Men indtil da gætter jeg på 1-1 og en afgørelse på straffespark. United har tradition for at have svært ved at holde styr på Haaland, så mon ikke han får scoret for favoritterne. Og så bliver det nok Bruno Fernandes, der går forrest i den anden ende og scorer for United.

Hvor kan man se kampen

Kampen kan ses på Viaplay og 3+.

 

 

Forrige artikel

Opsummering på pre season - Godkendt eller ikke-godkendt?

Næste artikel

Tre lovende talenter fra akademiet er nu officielt tilføjet til førsteholdstruppen til den kommende sæson

ANNONCE