Det er nemlig lige præcis, hvad Sir Alex Ferguson & co. kan se frem til i morgen, når United gæster Carrow Road, hvor vi i Premier League endnu har til gode at miste point efter tre tidligere kampe på stadion.
Mens Norwich efterhånden ser ud til at være en stensikker nedrykker, så ser det ud til, at United vil benytte muligheden for på papiret tre “lette” point ved at skifte lidt ud i frontlinjen. Således forventes i hvert fald Alan Smith at få chancen fra start på bekostning af for tiden ufarlige Ruud van Nistelrooy, der fortsat tørster efter sin første scoring for klubben siden sin lange skadespause. Om Louis Saha gør Alan Smith selskab i front er et godt spørgsmål – uanset hvad er den skadesplagede franskmand i truppen, efter at han klarede sig igennem på reserveholdet tidligere på ugen.
Der er et stort spørgsmålstegn ud for Ryan Giggs´ navn, for den skade han pådrog sig i sidste lørdags nulløsning mod Blackburn driller stadig wailiseren. Kan han ikke spille, så bliver det formentlig Quinton Fortune, der afløser 11″eren og bliver det tilfældet, så kan den sydafrikanske landsholdsspiller fejre jubilæum, idet det vil være 50. gang at han er med fra start i en Premier League-kamp. John O”Shea skal omvendt bare på banen, før han kan glæde sig over at spille sin kamp nummer 150 for klubben.
Hos Norwich kan man melde om fuldt hus på træningsbanen, idet alle spillere skal være klar, eftersom Arsenal-lejesvenden David Bentley endelig er blevet klarmeldt af oprykkerklubbens lægestab, efter at Norwichs nummer 10 har været ude i lige så mange uger med en knæskade. Manager Nigel Wortingtons udvalgte, der inkluderer Thomas Helveg såvel som den tidligere Brøndby-spiller Mattias Jonson i brutto-truppen, går i øvrigt på banen for at hindre klubben i at tabe i Premier League for sjette gang i træk.
Den omvendte kamp på Old Trafford fandt sted allerede i august – nærmere præciseret i 2. spillerunde. Her introducerede Alan Smith sig for alvor for Old Trafford-publikummet med sin helflugterhammer, der sikrede United en 2-1-sejr over “kanariefuglene,” da han udbyggede Uniteds føring, som blev skabt af David Bellion i første halvleg. Kun tiden vil vise, om Alan Smith laver endnu et vidundermål og viser sine talenter foran de trofaste og knapt så sejrsvante Norwich-fans…
Husk at kampen kan følges live på Kanal 5 fra klokken 18.10 samt på Canal + Sport