Optakt: Kan United uden kaptajnen?

Everton gæster i dag Old Trafford, og Louis van Gaals tropper skal følge op på sidste uges sejr hjemme mod West Ham.

United har fået en noget svingende start på sæsonen, hvor en god præstation er blevet efterfulgt af en mindre god kamp. Nu begynder de på papiret lidt stærkere modstandere så at stå på programmet, i dag gælder det Everton.

Netop kampene mod Everton var sidste sæsons højdepunkter, dels efter ansættelsen af David Moyes fra netop Everton, samt grundet købet af Marouane Fellaini. Og netop den store belgier kan i dag være tilbage, da han atter er tilbage i træning efter sin skade.

Kampen i dag er Louis van Gaals første mod et af de hold, der sluttede over United i sidste sæson, efter sæsonstarten var mod oprykkere og hold fra den tungere ende i sidste sæson.

United har fortsat en lang række spillere ude med skader, men der er måske ved at være lys forude. Den kommende landskampspause kommer på et godt tidspunkt, og flere kan være retur om fjorten dage.

Til dagens kamp meldte van Gaal på fredagens pressemøde, at han havde otte spillere ude med skade, ligesom anfører Wayne Rooney er ude med karantæne. Kaptajnen fik tre spilledages karantæne efter det røde kort han modtog sidste weekend mod West Ham.

Det bliver derfor spændende at se, hvorvidt United nu kan levere uden Rooney, der i de sidste par sæsoner har været vigtig for holdet, og været savnet når han har været ude. Juan Mata forventes at overtage hans plads på holdet i dag, og det må siges at være spanierens store chance for at overbevise van Gaal om, at han er værd at satse på.

Mens Rooney er ude med karantæne, har United til gengæld fået Tyler Blackett tilbage, efter han blev vist ud mod Leicester. Han forventes dog at starte på bænken, da van Gaal foretrækker en højrebenet makker til Rojo i midterforsvaret, hvilket giver genvalg til unge Paddy McNair, der debuterede og gjorde det flot mod West Ham.

En anden spiller der er ude, er spanske Ander Herrera, der har fået en glimrende start i United-trøjen. Han bliver svær at undvære, men personligt er mit bud, at Louis van Gaal holder stilen og giver en ung spiller chancen. Det oplagte ville måske være at starte Darren Fletcher, men jeg tror på debut til Andreas Pereira i Premier League.

Dagens modstander fra Everton har været en tur i Rusland i ugens løb, hvor det i torsdagens Europa League opgør mod Krasnodor blev til 1-1. Med den lange rejse i benene, kan man forvente et United-hold, der går ud og ligger pres på gæsterne fra start af.

Everton er uden Kevin Mirallas, mens Seamus Coleman og James McCarthy er tvivlsomme. Til gengæld er Steven Pienaar tilbage efter en skadespause.

Facts om kampen

– Everton har vundet tre af de seneste fire opgør i Premier League mod United. Blandt andet vandt de blå fra Merseyside begge opgør i sidste sæson.

– Både Sir Alex Ferguson og David Moyes tabte deres første hjemmekamp mod Everton.

– United brugte sidste år 30 spillere i ligaen, i år har van Gaal allerede brugt 29 spillere.

– Everton har fået den dårligste sæsonstart siden 2010/11.

Skribentens bud på kampen

Jeg tror, United er opsatte på at få momentum og tage den anden sejr i træk, og dermed holde en fin hjemmebanestatistik kørende. Selv om Rooney er ude, vil der være så meget offensivt at skyde med, at jeg tror United vinder 3-1.

Bud på startopstilling

David de Gea
Rafael da Silva – Patrick McNair – Marcos Rojo – Luke Shaw
Daley Blind
Andreas Pereira – Juan Mata – Angel Di Maria
Radamel Falcao – Robin van Persie (C)

TV

Kampen kan ses på TV3 Sport 2 og via Viaplay, ligesom den naturligvis kan opleves på Den Glade Gris i København.

Forrige artikel

McNair imponerer bossen

Næste artikel

Dagens startopstilling

ANNONCE