Optakt: Manchester United – Swansea City

Tredje runde af FA Cuppen står som en kærkommen mulighed for United for at kickstarte 2014.

Det blev langtfra den start på året for Manchester United, som man havde håbet på. En fin sejrsstime på seks kampe i streg blev brudt, da Tottenham Hotspur ”stjal” tre point med hjem fra Old Trafford.

Det var Uniteds sjette Premier League-nederlag i denne sæson, hvilket gør, at de regerende mestre dumper hele 11 point efter Arsenal på førstepladsen.

Krisesnakken og spørgsmålstegnene ved David Moyes bliver nu endnu en gang fremhævet. Det sidste United har brug for er at blive slået ud af FA Cuppen – en turnering som kan vise sig at blive meget vigtig for Moyes.

Som altid har United trukket et Premier League-hold allerede i tredje runde af den traditionsrige turnering. Heldigvis for United har de trukket et Premier League-hold, der ikke just er i storform.

Swansea har kun vundet én af deres seneste ti kampe og er uden sejr i de seneste syv kampe. Det gør det heller ikke lettere for Michael Laudrup & co., at de er midten af et par ”Manchester-uger”. Senest mødte de Manchester City, i morgen har de United i FA Cuppen, og om en uge har de United i Premier League.

Dato, tid og sted:
Kampen bliver spillet søndag den 5. januar, klokken 17:30 på Old Trafford.

Skader:
Wayne Rooney sidder atter over. Englænderen spillede 90 minutter mod Tottenham forleden, men David Moyes udtalte på et pressemøde i går, at han er ude med en lyskeskade.

Moyes kunne også berette, at Ashley Young har pådraget sig en skulderskade og derfor heller ikke er med mod Swansea.

Det er fortsat uklart, præcis hvornår Robin van Persie er klar igen.

Marouane Fellaini, Nani, Rafael og Phil Jones er også alle ude med skader.

Gæsterne fra Wales er heller ikke godt kørende på skadesfronten. Fem Swansea-spillere er pt ude. Heriblandt Michu, Pablo Hernandez og målmand Michael Vorm.

Dommer:
Mike Dean skal dømme kampen.

Mulige startopstillinger:

 

Manchester United
De Gea
Smalling – Evans – Vidic – Evra
Valencia – Carrick – Fletcher – Januzaj
Kagawa
Welbeck

Swansea City
Tremmel
Rangel, Williams, Chico, Davies
Britton – De Guzman
Routhledge – Lamah – Shelvey
Bony

Hold øje med:
Angriberen Wilfried Bony er begyndt at tage ansvar ovenpå Michus skade. Swanseas sommerindkøb har indtil videre sparket 12 bolde i kassen for sin nye klub. Senest scorede han to mål, da Laudrups tropper tabte til Manchester City på nytårsdag.

Bony kom desuden på måltavlen, da United og Swansea krydsede klinger tidligere i sæsonen. En kamp, United vandt 4-1.

Sagt om kampen:
”Den gamle manager gjorde os opmærksomme på det faktum, at rigtig mange spillere i truppen ikke har vundet FA Cuppen. Mens man vokser op er FA Cuppen en ikonisk ting. Vores ’run’ begynder på søndag, og forhåbentlig kan vi gå videre. – Tom Cleverley.

Skribentens bud på kampens udfald:
United svarer igen ovenpå den anden dags skuffende hjemmebanenederlag til Spurs. Jeg tror på en 2-0 til ”de røde djævle”.

Vidste du, at…

– Det er første gang nogensinde, at Manchester United og Swansea City møder hinanden i FA Cuppen.

– Swansea har ikke besejret United siden 1935.

– United har vundet FA Cuppen 11 gange.

– Det er fjerde år i træk, at United har trukket en Premier League-modstander i tredje runde af FA Cuppen.

– Hvis Ryan Giggs kommer på banen, vil det være hans 75. FA Cup-kamp i karrieren.

TV:
Kampen bliver vist på 6’eren.

Hvem spiller i rivalerne imod:
Blacburn Rovers – Manchester City
Arsenal – Tottenham Hotspur
Derby – Chelsea
Liverpool – Oldham 

📝 VIND MANCHESTER UNITEDS HJEMMETRØJE: Kom med din mening på OldTrafford.dk

➡ ️ Opret din profil her og kommenter artiklen nedenunder.
Læs mere om konkurrencen her

Forrige artikel

Markedet straffer Manchester United

Næste artikel

Ny skadespause til Rooney

ANNONCE