Det er næsten 19 år siden, Manchester United sidst gæstede Elland Road til en kamp med tilskuere i Premier League. Og det er ikke et hvilket som helst udebanestadion, Rangnick skal sætte sine spillere op til at spille på søndag eftermiddag.
I Leeds bliver unge mennesker, der følger byens stolthed, nærmest opdraget til at hade Manchester United. Så når “De Røde Djævle” er på besøg, er stemningen så voldsom, at flere tidligere United-spillere har beskrevet det som et ligeså frygtindgydende stadion som Anfield.
Dengang tilbage i 2003, hvor United sidst gæstede Leeds i Premier League-regi, var det med en meget ung Cristiano Ronaldo på holdet.
Men Leeds løb ind i store økonomiske problemer, og da den traditionsrige klub rykkede ud af Englands bedste fodboldrække skulle der gå 17 sæsoner, før de igen var tilbage i Premier League. I første omgang en coronapræget, tilskuerløs én af slagsen.
Dermed er der mange – især yngre generationer – af United-fans, som ikke har oplevet den store rivalisering, som findes mellem de to klubber.
Men den er der, og når spillere som Eric Cantona, Rio Ferdinand og Alan Smith har skiftet den hvide Leeds-trøje ud med Manchester Uniteds røde, har de ikke været populære skikkelser tilbage på Elland Road.
I morgen er der mere end håneret på spil. Med en række skuffende uafgjorte resultater, har United skabt en svær position for sig selv i Premier League. Top fire er bestemt stadig en mulighed, men vejen til Champions League næste sæson er besværliggjort af den manglende evne til at lukke kampe mod Burnley og Southampton.
Nøj, hvor ville fire point mere fra de kampe have lunet i skrivende stund.
I midtugen venter Atletico Madrid i Champions League, og så er den gamle traver i fodboldspillet, at Rangnick og spillerne nok også kommer til at løbe rundt med den kamp i hovederne.
Det kommer utvivlsomt til at gøre morgendagens opgave sværere, men det er en vigtig kamp, hvor tre point er uhyggeligt vigtige.
Dato, tid og sted:
Kampen spilles søndag den 2o. februar klokken 15:00
Kampens dommer:
Paul Tierney fløjter kampen.
Skader og karantæner:
Edinson Cavani er den eneste, som Ralf Rangnick på fredagens pressemøde meldte ukampdygtig. Nemanja Matic, Eric Bailly og Jesse Lingard formodes tvivlsomme.
Leeds kæmper med lidt større skadesproblemer, og de mangler frontløber Patrick Bamford, den dygtige midtbanespiller Kalvin Phillips samt Liam Cooper. Junior Firpo meldes tvivlsom.
Mulige startopstillinger:
Manchester United
De Gea
Dalot – Varane – Maguire – Shaw
Pogba – McTominay – Fernandes
Sancho – Ronaldo – Elanga
Leeds
Meslier
Ayiling – Llorente – Strujik – Dallas
Kloch – Klich – Rodrigo
Raphina – James – Harrison
Hold øje med:
Raphina er en af de dygtigste kantspillere i Premier League, og han er et navn som flere af de større klubber holder øje med, så han er helt sikkert en trussel. Derudover kender vi United-fans også alt til Daniel James’ hurtighed, og hans løb i dybden skal vi have respekt for.
Skribentens bud på kampens resultat:
Det bliver en tæt kamp uden tvivl, men jeg tror, United kan trække det længste strå. 2-1 til udeholdet, og Ronaldo netter først.
TV:
Kampen vises på See.