OT.dk talentspejder: Moisés Caicedo

Siden ecuadorianske Moisés Caicedo ligner en, der er på vej til Manchester United, bringer vi en talentspejderrapport af ham. Læs om, hvem han er herunder.

Ifølge både engelske og ecuadorianske medier er forhandlingerne mellem Independiente del Valle og Manchester United godt i gang, hvor det omhandler den ecuadorianske klubs 19-årige midtbanestjernefrø, Moisés Caicedo.

Manchester United har angiveligt tænkt sig at hente de største unge talenter i verden i stedet for at bruge store penge på etablerede stjerner – en strategi, vi måske kan komme nærmere ind på en anden god gang, som vi eksempelvis senest så, da de sikrede sig Facundo Pellistri og Amad Diallo i sommerens transfervindue.

Ligesom da man hentede Facundo Pellistri i uruguayanske Club Peñarol har Manchester United kigget mod Sydamerika, nærmere bestemt Ecuador, for at finde næste store stjernefrø i Moisés Caicedo. Men hvem er han?

Lad os få det helt basale på plads. Caicedo er en central midtbanespiller, og har siden sin debut for førsteholdet i Independiente for et år siden været mere eller mindre fast mand – specielt i den indeværende sæson, hvor han har været holdets ubestridt bedste spiller. Lad os dog spole tiden tilbage engang.

Fodboldopvæksten

Vi starter i år 2014, da Moisés Caicedo var 13 år gammel. Her kom han til prøvetræning for Independiente del Valles ungdomshold. Hans fysiske overlegenhed og gode teknik gjorde ham hurtigt spændende for klubben, og han blev med det samme en del af holdet.

Sidenhen har Caicedo strøget igennem ungdomsrækkerne i den ecuadorianske topklub og næsten konstant spillet et alderstrin over sin egen alder. Det er der, for topspillere, ikke noget unormalt i, men hvad der er mere imponerende er, at som han blev ældre, blev han en større lederfigur på de hold, han var på.

I de sidste to år inden hans oprykning til seniorfodbolden som 17-årig nåede han at vinde titler som Copa Mitad del Mundo, hvor man møder hold fra flere sydamerikanske lande, og den helt store, nemlig U20-versionen af Copa Libertadores – i dette tilfælde som anfører.

I mellemtiden nåede han også at møde Real Madrid i Adidas Generation Cup-finalen, som Independiente del Valle med ham som frontfigur altså også slog, så der er ingen tvivl om, at der er tale om en mand, der har været vant til at vinde titler, omend det har været på ungdomsniveau.

I oktober 2019 kom det store øjeblik så for dengang 17-årige Caicedo, da han fik debut i en kamp mod hovedstadsklubben L.D.U. Quito – en klub, Manchester United-fans måske kan genkende som den, Antonio Valencia skiftede til i sommeren 2019 fra netop Manchester United. Og Antonio Valencia skal vi nok komme tilbage til.

Efter debutkampen, Caicedo faktisk spillede mod Antonio Valencia, har Independientes unge midtbanespiller været mere eller mindre fast inventar på holdet. Og som Caicedo altid har gjort, har han grebet taktstokken selv. Selvom han alders- og erfaringsmæssigt var grønskolling i forhold til de andre på banen, blev han allerede i sin anden – og første hele – sæson anset som en lederfigur på seniorholdet.

Det var naturligt. Selvfølgelig fordi, at Moisés Caicedo af ren karakter er en lederskikkelse, men også fordi, at det hurtigt blev klart, at han bare var meget bedre end alle andre. Selvom han spillede i en tilbagetrukken rolle på midtbanen, hovedsageligt som 6’er, fik han i 19/20-sæsonen scoret seks mål på 28 kampe, hvilket er ganske udmærket for hans position.

Sidenhen har Caicedo også fået debut på det ecuadorianske landshold. Siden VM-kvalifikationen startede i oktober 2020, har Caicedo fået fuld spilletid under træner Gustavo Alfaro, og Caicedo, i sin position på den defensive midtbane, kvitterede endda med en scoring i kampen mod Uruguay, som Ecuador vandt 4-2. Her slog han Antonio Valencias rekord som den yngste landsholdsmålscorer i Ecuadors historie.

Ecuadors helt egen N’Golo Kanté

– Jeg ser virkelig op til N’Golo Kanté og Paul Pogba på banen. Jeg lærer enormt meget af dem, når jeg ser dem spille, og jeg prøver altid at gøre det, de gør, sagde Caicedo i et interview med ecuadoriansk tv tilbage i maj måned.

Og det kan ses, at det er dem, Caicedo ser op til. Specielt N’Golo Kanté springer i øjnene, når man ser Caicedo spille. Han virker utrættelig og løber hurtigt rundt på banen med et enormt overskud – ligesom Kanté. Deres enorme iver efter at erobre bolde er enormt sammenlignelig.

Selvom Caicedo ikke er verdens største på sin position – med en højde på 178 centimeter – kompenserer han fint for det med sin enorme aggressivitet. Hver duel er en, han tror, han kan vinde, og det skinner igennem. Han beskriver sig selv sådan her:

– Jeg er en god 6’er. Jeg bevæger mig godt og gør mine medspillere bedre. Min reference er N’Golo Kanté, som gør det samme.

Han gør nemlig også sine medspillere bedre. Udover at have en løbekapacitet til at løbe for to, er han også dygtig i kombinationsspillet. Så snart, han har erobret bolden, er han glad for at gå med i hurtige kombinationer for at komme frem i banen.

Med den enorme kapacitet, han har, betyder det også, at han er dynamisk nok til at komme med på den sidste tredjedel, selvom hans udgangspunkt er længere tilbage på banen. Her viser han sin målfarlighed. Hans langskud er overraskende gode, hvorfor hans måltotal også er glimrende for en defensiv midtbanespiller.

Skal man tale om svagheder, har han en del at ønske i sit pasningsspil. Selvom han er velopfattende og dygtig i kombinationerne, hænder det, at koncentrationen svigter, og en upræcis aflevering sendes afsted. Herudover er han ikke dygtig nok til at lave den gyldne aflevering på den sidste tredjedel, men det kunne han selvfølgelig også bare lade Bruno Fernandes om, hvis han kommer til Manchester United.

Alt i alt er det et lidt ubeskrevet blad, der er rygtet til Manchester United. Han ligner noget af det bedste, man kan få i Sydamerika, men det er som en helt anden verden at scoute spillere dernedefra. Meldingerne lyder på, at Caicedo i så fald ville gå direkte ind på Manchester Uniteds førstehold, men det kan være, at det er bedst for ham at akklimatisere sig for en stund på U23-holdet, ligesom man har set det med Facundo Pellistri.

Ifølge ecuadorianske medier kræver Independiente del Valle lidt over fem millioner pund for ham, hvilket burde være en risiko, Manchester United skal være villig til at tage. Selvom det er uvist, om han kan tage sit høje niveau med til Europa, ligner det en low risk/high reward-situation.

Derudover er han kæmpestor Manchester United-fan, og har førnævnte Antonio Valencia som sit absolutte idol. Men det kan han jo selv fortælle om:

– Ligesom jeg, voksede han op i et hårdt kvarter og stræber efter at give tilbage til sin familie. Det vil jeg også gøre. Min store drøm er at komme til Manchester United. Jeg kan godt lide engelsk fodbold, da der spilles hurtigt, og det passer mig godt.

Siden man har brugt over 10 millioner pund på Hannibal Mejbri, ligner det en no-brainer at hente Moisés Caicedo ind for det halve, specielt, hvis det betyder, at han kan gå direkte ind på førsteholdet. Det må tiden vise.

Fabrizio Romano skriver, at han kommer til at koste de førnævnte fem millioner pund, og at United “overvejer situationen”. Mit (korte) svar til det? Køb. Det er næsten for billigt til at lade være.

Fakta om Moisés Caicedo

Position: Central/defensiv midtbanespiller
Nationalitet: Ecuador
Alder: 19
Kampe for nuværende klub: 31
Mål for nuværende klub: 6
Assist for nuværende klub: 2
Tidligere klubber: Ingen
Spillersammenligning: N’Golo Kanté
Styrker: Løbekapacitet, fart, tacklinger, aggressivitet, lederegenskaber, langskud
Svagheder: Afleveringskontinuitet, størrelse
Forventet indkøbspris: 5-10 millioner pund
Sagt om ham: Miguel Angel Ramírez, træner i Independiente del Valle:
– Moisés forstår spillet. Han forstår, hvad spillet handler om. På alle tidspunkter. Der er mange europæiske klubber efter ham, og jeg nægter at tro på, at vi har ham i 2021.

Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

Optakt: United nærmer sig de sidste fire i Carabao-cuppen

Næste artikel

Startopstilling: Fernandes starter mod Everton

ANNONCE