Overblik: Det betyder corona for Premier League og United

Hvad ved vi? Hvad tror vi? Hvad forventer vi? OldTrafford.dk forsøger efter bedste evne at give dig overblikket over corona-epidemiens indvirkning på engelsk fodbold.

Coronavirussen har ændret de fleste europæeres dagligdag, og det kommer også til at have konsekvenser for vores fodboldklub, Manchester United. I denne uge spiller engelske hold europæiske kampe for tomme tribuner, og Manchester Citys ligakamp mod Arsenal er blevet udskudt. Men udover det ruller Premier League-bolden formelt stadigvæk – vel og mærke med tilskuere på tribunen. 

Her er svar på nogle af de mest centrale spørgsmål:

Hvilke konsekvenser har coronavirussen foreløbig haft for Manchester United? 

Bortset fra at spillerne ikke måtte give hånd til hinanden inden kampstart, forløb kampen mellem United og City på Old Trafford i søndags helt normalt. Der var knap 74.000 tilskuere på lægterne, hvilket formentlig var fordi, at frygten for corona afholdte et par tusinde fra at møde op på stadion. 

Torsdag, når United møder LASK Linz i Europa League, bliver det med 0 tilskuere på lægterne. De østrigske myndigheder har besluttet at aflyse alle arrangementer med over 500 mennesker, så derfor spilles kampen for lukkede døre. 

Hvordan lyder udmeldingen fra Premier League?

Premier League læner sig op af det engelske kulturministerium, og det seneste vi har hørt fra dem er, at ligakampene fortsætter som planlagt. Kulturministeriets sekretariatschef, Oliver Dowden, udtalte mandag til BBC, at de lige nu ikke forventede at udsætte eller annullere nogle kampe.  

Hvorfor er kampen mellem Manchester City og Arsenal så blevet udsat? 

Aflysningen skal ses som en forebyggende foranstaltning, efter at det tirsdag blev meddelt, at ejeren af den græske klub Olympiakos, Evangelos Marinakis, er smittet med virusset. Arsenal spillede for knap to uger siden mod den græske klub i Europa League. Fra Grækenland forlyder det, at ingen fra Olympiakos er testet coronapositive. Premier League oplyser, at der i øjeblikket ikke er planer om at udskyde andre kampe.

Hvordan ser det ud i andre lande?

Fodboldkampe i hele Europa bliver enten aflyst eller lukket for tilskuere. Det er allerede annonceret nu, at Chelseas ottendedelsfinale mod Bayern München på Alianz Arena den 18. marts bliver for lukkede døre, og i Italien taler de nu om at droppe sæsonafslutningen i Serie A. I Spanien er kampene uden tilskuere, og i både Tyskland og Frankrig bliver de også enten aflyst eller lukket af. Du kan få det fulde overblik over, hvordan corona-epidemien har påvirket forskellige sportsbegivenheder i hele verden her. 

Hvad kommer der til at ske med Uniteds Premier League-kampe?

Selvom det er rene gisninger, så er det svært at forestille sig, at England skulle være det eneste sted i Europa, hvor kampene ikke enten bliver aflyst eller lukket for tilskuere. Pep Guardiola udtalte tirsdag, at han forventede, at kampene snart ville være for tomme tribuner ligesom i Spanien og Italien – og rejste i den forbindelse spørgsmålstegn ved, om kampene så i det hele taget var værd at spille. Det samme sage Wolverhampton-manager Nuno Santo tirsdag. 

Hvad gør man, hvis man har billetter til en af Uniteds resterende kampe i sæsonen? 

Først og fremmest følger man udenrigsministeriets rejsevejledninger, som i øjeblikket opdateres hyppigt. Bliver kampene lukket for tilskuere, får man sandsynligvis pengene tilbage, hvis man har benyttet en legitim rejsearrangør. Det er for tidligt at give nogle garantier, for der venter et slagsmål, som også afhænger af, hvad den danske regering melder ud. Yderligere er der en risiko for, at nogle danske rejsearrangører går konkurs som følge af de mange aflysninger og det bratte stop af salg. 

Hvor mange i Manchester er smittet med corona? 

De britiske myndigheder offentliggjorde en liste tirsdag den 10. marts: Ifølge den er fem mennesker i Manchester smittet med virussen. I alt er 324 personer i Storbritannien testet positive for COVID-19, og seks pateinter er døde som følge af sygdommen. 

På OldTrafford.dk gør vi, hvad vi kan for at følge situationen og holde dig opdateret. Følg med på vores hjemmeside eller på vores Facebook-side.

Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.

Forrige artikel

U18: To sejre mod Sunderland og Everton

Næste artikel

Carrick og Mckenna instruerer Wan-Bissaka i offensive aktioner

ANNONCE