Overblik: Her skal United-spillere i aktion ved EM – første spillerunde

EM starter i morgen, og for United-fans kan det være særligt interessant at følge de kampe, hvor United kan være repræsenteret. Her følger et overblik over de første gruppekampe med potentiel involvering af United-spillere.

Foto: Buda Mendes, Getty Images

Fredag den 14. juni kl. 21 – Scott McTominay, Skotland mod Tyskland, gruppe A – TV2

Vi lægger ud med åbningskampen, hvor Scott McTominay kan komme i aktion mod de tyske værter.

McTominay har de seneste år været en bærende spillere i The Tartan Army og udmærker sig også ved at have scoret næstflest mål for Skotland i den nuværende trup til EM.

Han var dog stadig påvirket af en knæskade og sad helt udenfor i deres nylige testsejr på 2-0 mod Gilbraltar. Derudover tilbragte han hele kampen på bænken, da testkampen mod Finland endte 2-2.

Hvis han var helt klar, ville han nok starte inde. Men mon ikke han finder plads på bænken igen mod Tyskland, så han forhåbentlig kan være helt klar til de vigtige kampe mod Ungarn og Schweiz.

Chance for en plads i startopstillingen: 20%

Rygnummer: 4

Søndag den 16. juni kl. 18 – Rasmus Højlund og Christian Eriksen, Danmark mod Slovenien, gruppe C – DR1

De fleste danske fodboldfans har nok allerede sat et stort kryds i kalenderen her. Men vi tager den lige med alligevel, for her skal Rasmus Højlund og Christian Eriksen i aktion.

Begge spillere er absolut bærende spillere i den danske trup. Eriksen med 41 mål i 130 landskampe, mens Højlund med 7 mål i 14 landskampe indtil videre har et fint målsnit på et mål i hver anden kamp.

Højlund startede inde i begge testkampe, der lød på sejre på 2-1 og 3-1 over Sverige og Norge. Eriksen startede inde mod Sverige og bidrog med både mål og assist, inden han sad på bænken i den første time mod nordmændene.

Mens Højlund bør starte i alle Danmarks kampe, er det muligt, man vil bruge andre midtbanetyper mod eksempelvis England. Men mod Slovenien, hvor Danmark skal være spilstyrende, er det svært at forestille sig, at Eriksen ikke starter.

Chance for plads i startopstillingen: 95% Højlund 90% Eriksen

Rygnumre: 9 Højlund 10 Eriksen

Søndag den 16. juni kl. 21 – Luke Shaw og Kobbie Mainoo, England mod Serbien, gruppe C – DR1

Luke Shaw spillede en forrygende EM-slutrunde for tre år siden og ses stadig som Englands bedste venstre back. Derfor er han også udtaget på trods af ikke at have spillet særlig meget i den forgangne sæson.

Så hvis han er klar, så spiller han også. Men han var hverken involveret i 3-0 testsejren over Bosnien eller nederlaget på 1-0 til Island. Så han må forventes at sidde første kamp over, ligesom han også gjorde til EM2020.

Kobbie Mainoo har imponeret i sine første landskampe, men var ikke med mod Bosnien og blev udsat for kritik efter Island-kampen, hvor han fik fuld spilletid. Kritikken er dog mest kommet fra fans, mens flere medier har vurderet ham som én af Englands bedre spillere i kampen.

Begge må derfor forventes at starte ude i første kamp, selvom Gareth Southgate har rost Mainoo og udtalt, at han er klar til at starte inde.

Chance for plads i startopstillingen: 10% Shaw 35% Mainoo

Rygnumre: 3 Shaw 26 Mainoo

Tirsdag den 18. juni kl. 18 – Altay Bayindir, Tyrkiet mod Georgien, gruppe F – TV2

Andre Onanas tålmodige reserve er én af tre keepere i den tyrkiske trup. Alle tre har fået spilletid i Tyrkiets testkampe i marts og juni måned.

Først var det Fenerbahces Mert Günok, der vogtede buret i et 1-0 nederlag til Ungarn i marts. Og fire dage senere blev Trabzonspors Ugurcan Cakir skudt i sænk i et 6-1 nederlag mod Østrig.

I juni måned fik Altay Bayindir chancen i testkampen mod Italien, der endte uden mål. Træneren roterede dog igen til næste kamp, hvor Günok igen var valgt til, denne gang med et 2-1 nederlag mod Polen til følge.

Uden at have set kampene, må testkampene dermed favorisere Bayindir frem for de to andre. Der er dog også parametre som regelmæssig spilletid, der kan ende med at én af de andre bliver valgt til at starte.

Chance for plads i startopstillingen: 40%

Rygnummer: 12

Tirsdag den 18. juni kl. 21 – Diogo Dalot og Bruno Fernandes, Portugal mod Tjekkiet, gruppe F – TV2

Vi bliver på kanalen og følger to af Uniteds bedste spillere i den netop overståede sæson. Sir Matt Busby Player of the Year Bruno Fernandes og Players’ Player of the Year Diogo Dalot.

I optakten til EM har Portugal spillet hele tre testkampe i juni. Mod Finland var man foran 2-0 ved pausen, da både Dalot og Fernandes blev indskiftet. Teemu Pukki scorede to i anden halvleg, men det gjorde Fernandes også til at sikre en 4-2 sejr for Portugal.

Fire dage senere tabte man 2-1 til Kroatien. Denne gang startede begge spillere inde, men blev udskiftet. Dalot i pausen og Fernandes efter 70 minutter.

Tre dage senere vandt man 3-0 over Irland med begge i startopstillingen igen. Her gik man væk fra 4-3-3 og spillede i stedet 3-5-2, så Dalot spillede lidt længere fremme på banen. Han blev igen udskiftet i pausen, mens Fernandes spillede hele kampen og lavede en assist til João Felix’ åbningsmål.

Fernandes må forventes at starte inde, mens Dalot er i hård konkurrence med João Cancelo om pladsen på højre back. Begge kan også bruges i venstresiden, men her forventes venstrebenede Nuno Mendes at starte.

Chance for plads i startopstillingen 35% Dalot 90% Fernandes

Rygnumre: 5 Dalot 8 Fernandes

Forrige artikel

Blog: Ten Hag er blevet et tilvalg

Næste artikel

Torsdagens rygter

ANNONCE