Michael Owen startede sidste sæson fint, og var fit og til rådighed for manager Ferguson i 42 ud af de første 43 kampe sidste sæson. Men en skade i Carling Cup finalen fik sendt Owen på sidelinien for resten af sæsonen, og ødelagde hans drømme om, at spille sig ind i varmen hos Capello og komme til VM i Sydafrika.
Nu er den hurtige angriber klar igen, og viste målform i hans første pre-season kamp, da han i onsdagens kamp i Dublin scorede et flot mål. Noget Owen håber at gentage på søndag når Chelsea venter i Community Shield. En kamp der spilles på Wembley, så Owen håber naturligt nok, at banen er bedre end sidst.
”Jeg var på Wembley i sidste uge, hvor de var i gang med at arbejde med græsset, så 10 % af banen skulle være syntetisk. Det skulle gerne gøre den bedre, for græstæppet havde helt sikkert noget med min skade at gøre. Jeg var ikke den eneste der blev skadet på banen, så det kan ikke være tilfældigt”, siger Owen til Daily Mail.
Samtidig skyder den tidligere Newcastle angriber alle rygter om en lejeaftale med Bristol City til jorden. Han bliver i United, hvor han er lykkelig for tilværelsen.
”Jeg elsker min tid i United. Jeg føler ikke jeg har noget at skulle bevise, jeg ser tilbage på sidste sæson med glæde og gode minder. Undtagen at jeg blev skadet, og gik glip af de sidste måneder hvor titlerne bliver afgjort”, fortæller Uniteds nummer 7.
Ferguson sagde på hans pressemøde i dag, forud for Community Shield kampen, at han forventer Owen vil få 45 minutter på søndag.