Det hele startede med et overrevet korsbånd under VM i 2006, og siden har Manchester Uniteds seneste forstærkning, Michael Owen, været plaget af den ene skade efter den anden.
Det og en fortid hos en vis klub fra Merseyside har medført skepsis omkring Owen fra mange sider af Uniteds fanskare, men den lille angriber regner ikke med flere skadeskvaler i de to kommende United-sæsoner.
“Der er sagt og skrevet meget om det, og det vil sikkert blive ved måneder og år endnu. Men jeg er ikke skadesplaget. Jeg tror, mange blev overrasket over hvor let mit lægetjek gik, men jeg var 100 procent sikker på, at jeg ville bestå. Det har jeg gjort før. Min fitness er helt fin,” forsikrer Owen i et interview med MUTV.
Michael Owen er opfostret hos Uniteds rivaler fra Liverpool, og ikke siden Paul Ince tog fra Inter til Anfield har en spiller optrådt for begge klubbers førstehold. Men fortiden hos de røde lokalrivaler bekymrer ikke Owen.
“Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle ende her. Jeg fik en opringing fra Alex Ferguson, som bad mig møde ham. Det var et chok, men jeg er selvfølgelig glad for at tingene er gået så hurtigt siden,” lyder det fra Owen, som er helt klar på at vinde mesterskaber med United.
“Jeg havde et skidt ophold i Newcastle, men indtil da var min karriere god, og jeg er sikker på jeg kan komme tilbage på sporet i en topklub som United. Forhåbentlig kan jeg score nogle mål og være behjælpelig med at vinde trofæer. Når man tænker på United, så tænker man automatisk på trofæer, på Old Trafford og på den massive fanbase.”