Det blev nærmest en enkelt kendelse, der blev udslagsgivende i kampen mellem Manchester United og Crystal Palace søndag, da Matheus Cunha blev revet omkuld af Palace-forsvaren Maxence Lacroix.
Det kostede den 25-årige franskmand sit syvende røde kort siden 2020, og United fik reduceret til 1-1. Men det var for hård en dom, hvis du spørger Crystal Palace-træneren Oliver Glasner. Det skriver The Athletic.
– Det er ikke et straffespark. Måske kunne han have givet et rødt kort med et frispark udenfor feltet. Det kan diskuteres. Måske er det bare en del af Old Trafford-bonussen, lyder det fra østrigeren, der altså insinuerer, at dommerne dømmer mere til Uniteds fordel på ‘de røde djælves’ hjemmebane.
– Det var en meget hård kendelse at give et straffespark og rødt kort, fordi forseelsen begynde udenfor boksen og typisk bliver frisparket givet, hvor forseelsen starter.
Indledningsvist virkede det på VAR-billederne til, at der blot blev tjekket for, om det var straffespark, men efter en tur til skærmen takserede dommer Chris Kavanagh det til et rødt kort også. Og det lange VAR-stop irriterer østrigeren.
– Jeg talte med fjerdedommeren. De skulle først tjekke, om det var offside eller ej, så var det om, det var en forseelse eller ej, hvor begynder det, og er det et rødt kort?
– Det er tre eller fire situationer at dømme, og det tager tid, men det føles som om, at det endte med den forkerte kendelse. Så det gør ikke kendelsen bedre, når VAR-tjekket tager kortere tid. Men vi må bare accepterer det.
Oliver Glasner indrømmer dog, at Matheus Cunha var “meget klog”, fordi han ventede med at falde, til han var inde i feltet.
Den 51-årige Glasner er i gang med sin sidste sæson som Crystal Palace-manager, efter at han har valgt ikke at forlænge sin kontrakt med klubben. Han har tidligere været et af de navne, der har været nævnt i forbindelse med cheftrænerjobbet i Manchester United.




