Formen har bare ikke været der for 29-årige Ji-Sung Park. Gang på gang har det resulteret i optrædener på grønsværen, der har fået United-fans verden over til at rive sig i håret. Nu indrømmer Park selv, at det ikke har været godt nok.
“Jeg er ikke tilfreds med min indsats i denne sæson. Jeg ved ikke, hvorfor det ikke har været godt. Måske var jeg ikke klar til sæsonen. Mentalt har jeg været svag, og det bliver jeg nødt til at forbedre,” siger Ji-Sung Park til Daily Mail.
I går havde han ifølge mange fans en ganske horribel første halvleg mod Valencia, mens det blev en smule bedre i anden. Det er også sådan, sydkoreaneren selv oplevede kampen.
I forhold til sine holdkammerater mangler Park stadig minutter, og kampen i går var faktisk første gang i indeværende sæson, han fik 90 minutter på banen. Det var til gengæld tredje gang på syv dage, han spillede, og det kan hjælpe på stabiliteten, mener midtbanespilleren. Det burde dog ikke være problemet, siger han:
“Det er altid svært at finde balancen. Jeg sad ude i et par kampe, kom så i spil igen. Sådan har det været, siden jeg kom til Manchester United, så det burde jeg vide, hvordan man håndterer.”