Peter Kenyon skal sammen med andre økonomiske rådgivere hjælpe Atletico Madrid til at sikre en økonomisk fremgang, der kan matche den sportslige fremgang, klubben har haft de senere år.
Peter Kenyon huskes af United fans nok bedst som manden, der i 2003 skiftede ledelsesgangene i Manchester United ud med Chelseas, efter at russeren Roman Abramovich havde overtaget London klubben. Noget der selvsagt ikke faldt i god jord hos United fans.
I løbet af sin tid i Manchester United fik Peter Kenyon stor kredit som en af bagmændene bag klubbens markering som verdens største fodbold brand i starten af det nye årtusinde. Samtidig forlyder det, at han havde stor medvirken i, at Sir Alex Ferguson i 2002 udskød sine pensionsplaner.
I Chelsea var han med inde omkring flere af de store handler, klubben lavede fra 2003 og frem, hvor klubben forstærkede sig markant. Den mest kontroversielle handel var købet af venstrebacken Ashley Cole, som Chelsea fik hentet hos deres evige rival Arsenal.
I 2009 trak han sig tilbage fra Chelsea og fra fodboldverden for en stund.