Pique: Stor forskel på Ferguson og Guardiola

Den spanske verdensmester spillede fire år i Manchester United før han tog tilbage til Barcelona, hvor han etablerede sig som en af verdens bedste…

Den spanske verdensmester spillede fire år i Manchester United før han tog tilbage til Barcelona, hvor han etablerede sig som en af verdens bedste forsvarsspillere.

Den stærke forsvarsspiller har altså, allerede som 24-årig, spillet under verdens måske to bedste trænere. Selvom han har oplevet stor succes under begge trænere, mener Pique at de to har meget forskellige måder at få det bedste ud af deres spillere på.

”De er meget forskellige. Ferguson er manager i ordets egentlige forstand, og han er sjældent tilstede på træningsbanen. Han er ofte på sit kontor, og udfører mange forskellige opgaver i klubben”, siger Pique i et interview med Liverpool Echo.

”Han er en faderfigur. Det betød utroligt meget for mig, da jeg kom til klubben som 17-årig. Hans måde at motivere sine spillere på er fantastisk, og det er helt sikkert en af de store årsager til klubbens succes,” lyder roserne til Ferguson fra Pique.

Barcelona-forsvareren tror at forskellene på de to trænere er afstedkommet af deres alder og erfaring.

”Guardiola bruger hele dagen med sine spillere, og ser derefter 10 timers film-materiale om vores modstandere igennem, for at kunne fortælle os hvordan vi skal angribe dem,”

”Måske er det blot et spørgsmål om hvor længe de har været trænere. Pep (Guardiola, red.) er først lige startet, mens Alex (Ferguson, red.) har mange års erfaring,” slutter Pique.

Gerard Pique vandt Champions League med Manchester United i 2008, hvorefter han returnerede til Barcelona. Her startede hans karriere i sin tid på det berømte La Masia akademi, sammen med spillere som Lionel Messi og Cesc Fabregas. Siden tilbagekomsten til Barcelona, har Pique vundet tre La Liga-titler og yderligere to Champions League-trofæer – begge mod hans tidligere klub.

Forrige artikel

Blog: Balotelli er ingen Cantona

Næste artikel

United ignorerer Liverpools racismesag

ANNONCE