På trods af skidt spil i store perioder, vandt Manchester United onsdag aften over Burnley og ligger dermed nummer tre i en tæt Premier League top. Mandag aften venter så Preston North End fra League One i FA-cuppens femte runde.
Selvom Preston pt. ligger nummer fem i den tredjebedste række – 46 pladser længere nede end United – er holdet dog alligevel fortrøstningsfulde forud for mandagens opgør, kan Kevin Davies afsløre.
Angriberen, med en fortid hos større hold som Southampton og Bolton, har længe fulgt med i Uniteds situation fra sidelinjen, og han mener ikke, at det er prægende, hvad holdet præsterer for tiden. Der mangler harmoni.
– Bare se på et par af spillerne. Da van Persie scorede i går aftes (onsdag, red.), var der ikke noget smil, og han så ikke særlig glad ud – og Wayne Rooney, der spiller en dybere rolle. Det er nok anderledes end hvad de her spillere er vant til.
– Spillere er ikke særligt glade for forandring i det hele taget, men når en ny manager kommer ind med nye idéer, nyder de det i samme grad som de plejede? Jeg får ikke det indtryk fra spillerne, at de gør.
Forandring tager tid
Særligt peger Davies på tabet af Ferguson som en af hovedårsagerne til, at “de røde djævle” har været ude af kurs, og han er ikke sikker på, at spillerne nyder træningen under van Gaal på samme måde som tidligere – det så man mod Burnley.
– Når du taber sådan én som Sir Alex Ferguson, vil det altid tage tid. Spillerne er nødt til at tilpasse sig et andet regime. Du laver dobbelte træningspas, som måske er en ting, du ikke var vant til. Er træningen mere taktisk? Spiller man flere femmandskampe? Disse ting kan have en betydning.
– Burnley forårsagede dem en del problemer. Med de penge, de har brugt, er det på papiret en fantastisk spillertrup, men jeg synes ikke de helt har levet op til de forventninger. Fansense er en smule frustrerede over spillestilen. De er ikke spændende at se på, men klubben har gennemgået en stor forandring.
– De deler vandene. Jeg har en hel del venner, der var til kampen og er glade for at være tilbage blandt Champions League-pladserne, men der er nogle, der pifter på grund af de lange bolde, og spillestilen har ikke været fantastisk.
Svaghed i defensiven
Når den 37-årige angriber skal i aktion på mandag, er det især modstanderens forsvar, han ser som et ømt punkt. Derfor tror han heller ikke det er umuligt at ramme holdet fra Manchester – selvom indstillingen er i orden.
– I år er der en smule robusthed over dem. Når man ikke spiller og vinder kampe, er du nødt til at have det. Jeg tror, at han (van Gaal, red.) ikke helt har fundet den bedste opstilling. Der er altid skader – og et par stykker måtte humpe ud i aftes. Jeg synes ikke han helt har fundet det rette system.
– Du er nødt til at se det som deres svaghed. Det er helt sikkert det, jeg føler. Når du ser på, at David de Gea har været deres bedste spiller denne sæson – som jeg ikke tror, nogen vil have indvendinger imod – har han ikke været særlig godt beskyttet, og uden ham ville de ikke være i top fire. Det tror jeg ikke, der er nogen tvivl om.
– Men jeg synes forsvaret er et område, hvor de er nødt til at forbedre sig, hvis de igen kvalificerer sig til Champions League og vil konkurrere med om Premier League-titlen, mener Davies.
Kommer igen
Han tror dog stadig på, at Manchester United nok skal genvinde sin rolle som magtfaktor i engelsk fodbold. Det er bare en forandring, der tager tid – og det er ikke noget, der bare klares over et enkelt transfervindue.
– Med et så stærkt Chelsea og Manchester City, der også er foran dem, er det virkelig et område på banen, de er nødt til at forbedre til sommer. Jeg synes virkelig truppen har brug for et løft – og det er han begyndt på.
– Men han kommer ikke til at kunne gøre det over et enkelt eller to vinduer. De vil kræve tre eller fire. Jeg tror på, at han vil få det til at fungere. Over de næste 12 måneder vil vi se Manchester United bliver bedre og bedre og spille bedre fodbold.
Manchester United har i indeværende sæson lukket 24 mål ind efter 25 ligakampe. Mandagens modstander har lukket 28 ind i 29 League One-kampe. Kampen sparkes i gang kl. 20.45 og vises på 6’eren.
Du kan se resten af interviewet med Kevin Davies her.