Scolari, der står i spidsen for Portugal under den igangværende EM-slutrunde, skal efter sommerferien overtage det ledige trænersæde i Chelsea.
Dermed skal det porugisiske fodboldforbund ud at lede efter en ny træner for nationalmandskabet, og Carlos Queiroz står angiveligt højt på ønskelisten.
Den tidligere Sporting Lissabon- og Real Madrid-træner har tidligere succesfuldt jobbet for det portugisiske fodboldforbund. Det var tilbage i slutningen af 80″erne og starten af 90″erne, hvor Sir Alex Fergusons højre hånd førte et portugisisk U/20-landshold til VM-triumfer i 1989 og 1991.
Holdet talte navne som Luis Figo, Rui Costa, Fernando Couto, Joao Pinto og Jorge Costa. En generation, der fik prædikatet “Den gyldne generation.”
Ingen af dem er længere aktive, men derimod kan Queiroz få fornøjelsen af at arbejde med boldekvilibrister som Cristiano Ronaldo, Deco og Simão, ifald valget falder på ham som ny landstræner for “Europas brasilianere.”
At måtte sige farvel til Queiroz, Fergusons tro væbner og sparringspartner, der er højt respekteret i omklædningsrummet på Old Trafford for sine coachingevner, vil være et stort tab for klubben, og der spekuleres i, om et enventuelt Queiroz-exit kan få indflydelse på, hvor Cristiano Ronaldo spiller i næste sæson.