Rashford med opsigtsvækkende udtalelse: »Jeg er klar til en ny udfordring«

Marcus Rashford er klar til at forlade Manchester United. Det fortæller angriberen i forbindelse med et besøg på sin gamle folkeskole.

(Manchester United/Manchester United via Getty Images)

Marcus Rashford er klar til en ny udfordring. Han er klar til at tage det næste skridt i sin karriere.

Det udtaler Manchester Uniteds nummer 10 – meget opsigtsvækkende – i et interview til journalisten Henry Winter, da Rashford i dag besøgte sin gamle folkeskole.

– For mig personligt, tror jeg, at jeg er klar til en ny udfordring og de næste skridt, fortæller han til Winter, da han bliver spurgt, om han er på vej væk fra klubben.

Rashford var tilbage på sin folkeskole for at uddele julegaver til børnene.

Kommentar: Mobberiet skal stoppe

Rygterne om et klubskifte har svirret, efter Rashford blev vraget til søndagens derby mod Manchester City. Mandag skrev The Guardian, at United er klar til at sælge den løntunge angriber allerede i januar.

Det tyder nu gevaldigt på, at det ikke længere er et spørgsmål, om Rashford forlader klubben, men snarere hvornår. Winter skriver også i sin lange artikel på X, at det ikke er usandsynligt, at Rashford er fortid i sin barndomsklub til januar.

Rashford sætter samtidig ord på, hvilke overvejelser han har gjort sig om et skifte væk fra den klub, der har været hans hjem i 20 år.

– Når jeg forlader klubben, vil der ikke være “hard feelings”. Du kommer ikke til at høre nogen negative kommentarer fra mig om Manchester United. Det er bare sådan jeg er.

– Hvis jeg ved, at en situation allerede er dårlig, vil jeg ikke gøre den værre. Jeg har set, hvordan andre spillere har forladt klubben tidligere, og jeg ønsker ikke at være den person.

– Når jeg går, vil jeg komme med en udtalelse, og den vil være fra mig, fortæller han.

Du kan læse hele Henry Winters artikel i nedenstående opslag på X.

Previous Article

Kommentar: Mobberiet skal stoppe

Next Article

Kommentar: Er Rashford ikke længere rød?

ANNONCE