Foto: Shaun Botterill/Getty Images
Der er få ting, der gør sig lige så godt i et Anders And-blad, som et stort og nervepirrende sportsdrama, og det er der masser af i ugens blad, der rammer gaden torsdag d. 20. juni.
I historien Fodboldrejsen mener Anders And selv, at han er verdens måske bedste med en fodbold, og at spillerne på alverdens landshold er en flok knoldesparkere. Han tager derfor med Vims til EM i Tyskland for at få en plads på et af verdens bedste fodboldhold og blive kendt, men det skal vise sig ikke at være helt så let som planlagt.
Det lykkes dog Vims og Anders And at snige sig ind på en træners kontor, hvor træneren forbarmer sig over Anders And og sætter Rasmus Højand AKA Rasmus Højlund til at lære ham lidt om fodbold. Anders And må snart sande, at der kan være lang vej fra jonglering i haven til en plads til EM-slutrunden.
En ære at være en del af Andeby
Anders And & Co. har flere gange i årenes løb hædret de største danske sportsstjerner med en historie i bladet, og tidligere er blandt andre Caroline Wozniacki, Kevin Magnussen og Pernille Harder blevet tegnet ind i bladet. Rasmus Højlund er da også klar over, at det er noget helt specielt at få lov til at være med i bladet.
– Det er selvfølgelig en ære at være med i et blad som Anders And & Co., som alle kender, og det har været en fornøjelse at lære Anders And lidt om fodbold. Det kunne han godt trænge til, siger Højlund i en pressemeddelelse.
Redaktør for Anders And-bladet, Svend Skytte, er også stolt over at få Rasmus Højlund med ombord i en fodboldhistorie.
– Da vi besluttede os for at lave en fodboldhistorie i forbindelse med EM-slutrunden i fodbold, stod Rasmus Højlund øverst på vores ønskeliste, og vi blev selvfølgelig superglade, da han takkede ja til tilbuddet om at give Anders And lidt tips fra virkelighedens fodboldverden. Højlund er en ener på fodboldbanen og er vel vores største angrebshåb i mange år, og det skal selvfølgelig honoreres med en plads i den lille eksklusive klub over danske stjerner, som er blevet tegnet ind i en Anders And-historie, udtaler Skytte.
Fodboldrejsen kan læses i Anders And & Co. nr. 25, som udkommer den 20. juni.