Redknapp: Rooney skal spille

Harry Redknapp mener, det vil være mærkeligt, hvis ikke Wayne Rooney er selvskrevet til startopstillingen i Englands VM-trup.

QPR-manager Harry Redknapp er ikke i tvivl: Wayne Rooney er selvskrevet til startopstillingen på det engelske landshold. 

Debatten om, hvorvidt Wayne Rooney skal starte eller ej for England under VM, er ellers taget til i de seneste dage. Det sker efter en skuffende præstation af Manchester United-spilleren i fredagens 3-0-sejr over Peru. 

– Jeg kan ikke se, at han ikke skulle starte. Det er selvfølgelig op til Roy (Hodgson, red.), men i min optik skal han starte, for vi er ikke overbelastet med verdensklasse-angribere. Vi har brug for Rooney, vi har brug for, at han spiller godt, for hvis han gør det, er vi et meget bedre hold, siger Redknapp til London Evening Standard. 

67-årige Redknapp blev af mange set som storfavorit til at overtage landstrænerposten efter Fabio Capello. 

Til manges overraskelse endte valget dog som bekendt på Roy Hodgson, der blev hentet i West Bromwich Albion. 

England spiller sin første kamp under VM mod Italien lørdag den 14. juni. 

Forrige artikel

Charlton: Rooney eneste engelske stjerne

Næste artikel

Landstræner: Giggs burde have forladt United

ANNONCE