(Gareth Copley/Getty Images)
Tre point og en bedre præstation fra start end mod Everton.
Det var – ifølge Rúben Amorim – succeskriteriet i onsdagens Premier League-opgør, hvor Manchester United på eget græs tog imod Kierran McKenna og Ipswich Town.
Amorims tropper kunne kun levere de tre point. De 11 udvalgte djævle lagde nemlig endnu værre fra land, end de gjorde i lørdags.
Gavebod, dødboldsscoringer og rødt kort
Der var kun spillet tre minutter af opgøret, da danske Patrick Dorgu serverede et frit mål for Philogene. Onana var stormet ud af målet, men den nyankomne dansker opfattede ikke, at Uniteds keeper havde forladt sit mål.
0-1 til gæsterne efter et kæmpe koks. Mareridsstart. Og så var den nervøse stemning tilbage på Old Trafford.
Selvom United efterfølgende dikterede, havde de rødblusede vanen tro meget svært ved at tilspille sig målchancer.
Der skulle derfor også hjælp til for at bringe balance i regnskabet. Et frispark på kanten af feltet blev slået ind i panden på Sam Morsy, og Ipswich-anføreren dirigerede bolden i eget net efter 22 minutter.
Kun fire minutter senere var der igen gevinst på en offensiv dødbold. Efter først et Maguire-hovedstød og derefter en Dalot-afslutning, var Matthijs de Ligt hurtigst over returen, og den stærke hollænder sendte de røde djævle på sejrskurs.
Derfra stod der Manchester United på tingene.
Men kun indtil Dorgu igen dummede sig. Kort før pausen gik wingbacken for voldsomt ind i en tackling på Hutchinson, og efter en tur forbi VAR-skærmen sendte Darren England danskeren tidligt i bad for stemplingen.
Garnacho blev ofret på det taktiske alter efter udvisningen og blev erstattet af Mazraoui.
Udeholdet skulle ikke bruge lang tid på at lukrere på overtallet.
Philogene blev dobbelt målscorer, da han sigtede efter Liam Delap i feltet. Angriberen nåede ikke frem til bolden, og det drilske indlæg fik lov til at passere Onana i målet – igen så Uniteds keeper tvivlsom ud.
Arbejdssejr
Med en mand i undertal begyndte det at se vanskeligt ud at levere en sejr og de tre point, som var minimumskravet.
Men heldigvis var Maguire ikke færdig med at true luftrummet i Ipswichs felt. 2. halvleg var knap nok fløjtet i gang, inden United fik tilkæmpet sig et hjørnespark.
Brunos flødefod ramte igen Maguires pandebrask. 3-2.
Derfra blev det en sejr, der skulle forsvares hjem. United trak sig langt tilbage på egen banehalvdel og blev en hård nød at knække for gæsterne.
Da McKenna ikke havde medbragt en nøddeknækker til sin gamle hjemmebane, blev Maguire blev matchvinder i en kamp, der blev langt mindre bøvlet, end den burde have været.
Med sejren kravler United op på en 14. plads og lægger låg på nedrykningssnakken. Der er nu 16 point ned til Ipswich under stregen.
Læsernes karakterbog: Afgiv jeres karakterer efter en kaotisk hjemmebanesejr