Rio: Liverpool ikke titelkandidat

Rio Ferdinand mener, Liverpool har startet sæsonen rigtig fint, men de er stadig ikke kandidater til at vinde mesterskabet.

Rivaliseringen mellem Manchester United og Liverpool FC har alle dage været til at tage og føle på. De sidste par årtier har United været klart oven på, og det ændrer sig formentlig ikke foreløbig.

Rio Ferdinand tror i hvert fald ikke på Liverpool som reelle udfordrere til mesterskabet, selvom de har lavet seks point i sæsonens to første kampe. 

– For at være ærlig ser jeg Manchester United, Manchester City og Chelsea i topppen, og derefter Liverpool, Tottenham og Arsenal i kamp om fjerdepladsen, siger Ferdinand ifølge klubbens hjemmeside. 

Liverpool har åbnet sæsonen med to 1-0-sejre over Stoke og Aston Villa, og selvom det ikke i sig selv er overvældende gode resultater, mener Rio Ferdinand alligevel, at holdet har nogle stærke spillere i truppen.

– Jeg så dem mod Aston Villa, og de så rigtig godt ud, og de har nogle rigtig gode spillere. Jeg synes, deres bedste signinger har været dem, de lavede sidste sæson. Daniel Sturridge har set imponerende ud, og Philippe Coutinho ligner en god spiller. Det er dem, vi vil kigge efter mere end nogen anden, siger han. 

Enorm rivalisering

Selvom Manchester United i den grad har overstrålet Liverpools succes de senere år, lever rivaliseringen i bedste velgående. Faktisk er den stadig så markant, at selv spillerne inde på banen kan mærke en forskel på Liverpool-kampene i forhold til de fleste andre kampe.

– Rivaliseringen vil altid være enorm. Man får stadig en anderledes følelse, når det er Liverpool. Bare historien mellem klubberne og den succes, Liverpools har haft, og den succes, vi har haft de seneste par år, siger han. 

– Man ved, hvad det betyder for folk i Manchester at slå Liverpool, især på Anfield. Jeg har været heldig nok at være på vinderholdet i min tid. At gøre det og komme fra Anfield med en sejr er en stor følelse. 

Forrige artikel

Øv! Wayne Rooney skadet i dagens træning

Næste artikel

Fellaini rykker tættere på Old Trafford

ANNONCE