Manchester United havde Chelsea godt nede i sækken, da de efter blot 11 minutter bragte sig på 2-0 i dagens FA Cup-kvartfinale.
Desværre lykkedes det for Rafael Benitez’ tropper at kæmpe sig tilbage i kampen, og efter en flot anden halvleg af London-mandskabet, hvor United var gået helt i stå, endte det med remis.
– Vi er skuffede. Især fordi vi spillede en fremragende første halvleg, udtalte Rio Ferdinand efter kampen ifølge manutd.com.
– Vi skulle have lukket kampen. I anden halvleg gav vi dem chancen for at komme tilbage.
Laver dumme fejl
I store dele af første halvleg kreerede Manchester United noget ganske fornuftigt offensivt spil, men det blev desværre overskygget af en utrolig ringe anden halvleg, hvor Fergies drenge lavede mange fejl.
Det var Rio Ferdinand efter kampen enig i.
– Vi spillede noget fremragende fodbold, men vi var også sjuskede til tider. Når du spiller på den måde på det her niveau, så bliver du straffet. Det var det, der skete for os i dag.
Folk er trætte
Sir Alex Ferguson udtalte efter kampen i dag, at flere af Uniteds spillere er trætte. Skotten nævnte blandt andet Rafael og Patrice Evra.
Rio var enig i denne påstand, men gjorde det dog klart, at trætheden ikke skulle bruges som undskyldning.
– Jeg synes, man kunne se det på et par af gutterne derude i dag (at de var trætte, red.). Men det er ikke nogen undskyldning. Vi skulle have lukket kampen.