Rojo forstår ikke sin anfører

Manchester Uniteds argentinske forsvarer Marcos Rojo kan ikke tale engelsk og forstår derfor ikke, når Wayne Rooney laver sjov med ham og Angel Di Maria.

Denne sommer bød på en lille sydamerikansk revolution i Manchester United, der hentede colombianske Radamel Falcao og argentinerne Angel Di Maria og Marcos Rojo. Mens førstnævnte giver interviews på engelsk, er der ingen af de to andre, der gør det samme.

Hverken Angel Di Maria eller Marcos Rojo taler engelsk, og det betyder desuden, at det kniber en smule med kommunikationen med holdkammeraterne. Det gælder eksempelvis, når anfører Wayne Rooney laver fis.

– Han joker med mig og Angel, men jeg må indrømme, at vi ikke forstår hans jokes, for vi taler ikke engelsk. Snart vil jeg dog forstå ham, for jeg vil gerne lære sproget, og jeg modtager allerede undervisning, siger Rojo til The Sun.

Selv om sproget endnu ikke er på plads, kan den argentinske forsvarsspiller glæde sig over en glimrende start i United – i hvert fald hvad angår spilletid. 24-årige Rojo har således fået 90 minutter i alle fire ligakampe, siden han fik sin arbejdstilladelse i England.

Forrige artikel

Moyes: Januzaj overvinder svær start

Næste artikel

Roma-chef griner af Strootman-rygter

ANNONCE