Da Ronaldo seks minutter før pausen steg til vejrs i Romas felt og headede bolden ind, var det en forløsning for mange United-tilhængere. Men hovedpersonen selv husker ikke ret meget af, hvad der rent faktisk skete.
Den portugisiske fløj nåede med scoringen op på 36 sæsonkasser, men kunne ikke fejre den på sædvanlig vis. Han blev nemlig tæt markeret af Marco Cassetti og måtte efterfølgende have behandling på banen.
“For at være helt ærlig, så husker jeg faktisk ikke ret meget lige omkring målet. Jeg røg ned og kunne bare mærke smerte. Jeg nød det slet ikke. Jeg bliver nødt til at se det igen på TV. Men andre har sagt, at det var et godt mål,” siger Ronaldo.
Selvom United nu har det ene ben i semifinalen, hvor FC Barcelona højst sandsynligt venter, har Ronaldo snakket med holdkammeraterne om, at “De Røde Djævle” skal præstere lige så godt på Old Trafford om en uge, før holdet er så langt.
“At vinde 2-0 ude er selvfølgelig et rigtig godt resultat, men det ville være meget forkert af os at tro, at det hele er overstået allerede. Vi har kampen hjemme endnu, og vi har bestemt en chance. Hvis vi bare fortsætter med at spille, som vi gør nu, skal vi nok komme videre,” siger Ronaldo ifølge Sky Sports.
Selvom resultatet var godt, ved Ronaldo også godt, at sejren kunne have været større:
“Jeg tror, at det andet mål lukkede kampen. Vi havde godt nok flere gode chancer for at score, men en 2-0 sejr er et udmærket resultat. Det er altid vigtigt at holde nullet på udebane – det er godt for selvtilliden.”
Det eneste umiddelbare minus ved kampen på Stadio Olimpico var, at Uniteds krumtap i forsvaret, Nemanja Vidic, måtte forlade banen med en skade. Til gengæld gjorde John O”Shea det godt som afløser og var ligesom de andre United-spillere glad for at være en del af et så vigtigt resultat.
“Vi kan være meget stolte af, hvad vi opnåede i Rom. Det er aldrig let at spille på udebane og samtidig få et godt resultat, men vi gjorde det. Jeg synes, at det er fantastisk, som vi spiller for tiden. Især med den selvtillid, vi viser hele vejen igennem kampen,” siger O”Shea, der ligesom de andre på holdet ved, at der er en kamp mere.
“Vi har taget et skridt i den rigtige retning, og nu skal vi koncentrere os om at sikre os en plads i semifinalen i næste uge.”