Ronaldo: Jeg bliver i United

Det var den perfekte afslutning på en helt fantastisk sæson for United, da Ryan Giggs i Moskva kunne hæve Champions League-trofæet for anden gang i sin…

Det var den perfekte afslutning på en helt fantastisk sæson for United, da Ryan Giggs i Moskva kunne hæve Champions League-trofæet for anden gang i sin karriere, og tredje gang i klubbens historie. “De Røde Djævle” har vundet “The Double”, og har dermed slået sin position som Englands bedste hold fast.

Cristiano Ronaldo spillede ligeledes en hovedrolle i finalen, da han udover at score målet til 1-0 var tæt på at koste United den endelige sejr, da han brændte sit forsøg i straffesparkskonkurrencen.

Det er dog nok de færreste tilhængere af de engelske mestre, der kan se sig sure på den portugisiske landsholdsspiller over dette, da han har været klubbens ubetinget bedste spiller de sidste par sæsoner. Efter kampen gav han således fansene endnu mere at glæde sig over, da han slog fast, at han bliver i United:

”Nej, nej, nej, jeg bliver i klubben.” svarede Ronaldo, da han blev spurgt, om han havde planer om et klubskifte.

Derudover indrømmede han, at han troede det var forbi, da han brændte sit straffespark:

”Da jeg brændte straffesparket, troede jeg, at vi ville tabe. Jeg havde spillet en udemærket kamp, og scoret et mål, men jeg troede alligevel, at det ville blive den værste dag i mit liv.”

”Men mine holdkammerater troede på det, og de scorede derfor. Straffesparkskonkurrence er som lotto. Det er helt tilfældigt, hvem der vinder, men jeg synes, at vi havde fortjent sejren set over hele kampen.”

Den næste store udfordring for Ronaldo bliver sommerens EM-slutrunde, hvor han som anfører for Portugal skal forsøge at lede dem til guld.

Forrige artikel

Champions of Europe

Næste artikel

Ferguson går efter endnu en Champions League-triumf

ANNONCE