Ronaldo tror på United-guld

Cristiano Ronaldo føler stadig noget helt specielt for sin tidligere klub, og han tror på, at Louis van Gaal er den rette til at lede dem til Premier League-trofæet

Louis van Gaal har i den senere tid modtaget en del kritik for sin spillestil. Blandt andre har Paul Scholes været ude med riven efter hollænderens filosofi, der skulle være kedelig.

Nu blander så en anden tidligere Manchester United-legende sig i debatten. Cristiano Ronaldo, der sammen med Scholes vandt Champions League tilbage i 2008, er imponeret over Van Gaals arbejde.

– Han gør et godt stykke arbejde i Manchester United – specielt denne sæson, siger den tredobbelte Ballon d’Or-vinder til Evening Standard.

Faktum er da også, at United kun er to point fra Premier Leagues førsteplads, mens man efter 1-0-sejren over CSKA Moskva er snublende tæt på kvalifikation til Champions Leagues ottendedelsfinaler. 

Derfor mener og håber Real Madrid-stjernen, at hans gamle klub genvinder Premier League-titlen i den igangværende sæson.

– Som folk ved, så er Manchester United en klub, jeg støtter, og jeg kan lide klubben, så hvad jeg forventer er, at Manchester United kan blive mestre i år. Det er mit ønske.

Cristiano Ronaldo nåede at lave 118 mål i 292 kampe for United. Siden da har han lavet klubrekord i Real Madrid med 326 scoringer i 315 kampe.

 

Vil du på Old Trafford og opleve The Red Devils? Vi guider dig i de forskellige muligheder her

Forrige artikel

Schweinsteiger: Van Gaal bliver et hit

Næste artikel

Valencia under kniven

ANNONCE