Ronny igen på pletten

Det pinlige nederlag mod Bolton skulle revancheres, og set i det perspektiv var Fulham den perfekte modstander for United. Carlos Tévez brændte en enorm…

Det pinlige nederlag mod Bolton skulle revancheres, og set i det perspektiv var Fulham den perfekte modstander for United.

Carlos Tévez brændte en enorm chance mod netop Bolton i sidste weekend, og argentineren fik rigeligt med muligheder for at gøre skaden god igen. Allerede efter et par minutter fandt Anderson Tévez ved bagerste stolpe, men hovedstødet gik forbi mål.

Kort efter var det Wes Browns tur til at finde Tévez i feltet, men selvom angriberen fik sendt et skud inden for rammen, var der heller ikke scoring i denne omgang. Målmand Antti Niemi fik flot kastet sig ned og stoppet forsøget.

I kampens 10. minut fik United bragt sig i front. Og hvem andre end Cristiano Ronaldo skulle vise sig at være manden bag målet? Fulham fik ikke clearet et hjørnespark, og så endte bolden hos Ronaldo, som med en helflugter sendte kuglen i kassen.

Midtvejs i første halvleg fik Tévez endnu en stor chance. Ryan Giggs lagde et perfekt indlæg ind foran mål, men endnu en gang stod Niemi i vejen for Tévez’ forsøg.

Efter en halv time begyndte gæsternes Danny Murphy at vise tænder. Efter et flot Fulham-opspil endte bolden hos den tidligere Liverpool-spiller, som fyrede af fra 20 meters afstand. Edwin van der Sar måtte ud i fuld længde for at kunne vippe til hjørnespark. Herefter endte bolden igen hos Murphy, der igen fik sendt et skud af sted. Denne gang måtte han se sit skud snige sig forbi det ene målhjørne.

Patrice Evra blev pillet ud i halvlegen og erstattet af John O’Shea. Den irske altmuligmand skulle vise sig at få en afgørende fod med i målet til 2-0. Det var nemlig O’Shea, som med et glimrende indlæg fandt Ronaldo i Fulhams felt. Fløjspilleren vandt sin luftduel med Dejan Stefanovic og kunne med et hovedstød passere Niemi for anden gang i kampen.

Wayne Rooney er vendt tilbage fra sin skade og startede inde mod Fulham. Det blev til et par muligheder til den iltre angriber, men ingen af disse blev omsat til scoring. Den største chance kom efter 70 minutters spil, hvor Ronaldo med en aflevering fra højre fandt Rooney på midten af banen. Skuddet fra angriberen voldte dog ikke Niemi de store problemer.

Kort efter blev Rooney til sin store utilfredshed taget ud til fordel for Louis Saha. Også Michael Carrick gjorde entre, mens Rio Ferdinand forlod banen.

Ronaldo viste mange gode takter i kampen, men måtte også indkassere en advarsel for film. Niemi gik ned i en tackling på Ronaldo, som hoppede over og derefter lod sig falde til jorden.

Portugiseren har aldrig scoret et hattrick for United, men han fik muligheden mod Fulham. Fem minutter før tid modtog Ronaldo en glimrende stikning fra egen banehalvdel, men han formåede ikke at overvinde den finske keeper for tredje gang.

Også Ryan Giggs ville lege med, da han kort efter fim testet Niemi. Indskiftede Carrick viste godt overblik med sin aflevering til Giggs, som med venstreskøjten helflugtede bolden mod mål.

Louis Saha udtalte tidligere, at han nu er 100 % fit og klar til at vise sit værd. Han fik dog ikke vist det store i denne kamp. Værst så det ud for Saha, da han sammen med Tévez var helt fri med Fulhams keeper. Franskmanden valgte at afslutte selv, men Niemi fik endnu en gang trukket sig sejrrigt ud af en duel. Dermed ender kampen, Manchester United 2-0 Fulham.

The Big Four vandt alle deres kampe, og dermed er der ikke meget ændret i toppen af tabellen. Dog tabte Manchester City point mod Wigan, og det sender dem uden for de fire Champions League-givende pladser.

Spillerkarakterer, 1-10

Van der Sar: 6 Tager hvad der kommer, men der var ikke meget at se til

Brown: 7 Lukker igen godt af bagud, men han skal deltage mere offensivt i kampe, hvor vi er så dominerende

Rio: 7 Solid indsats uden at være prangende. Gjorde ikke tingene sværere, end de var

Vidic: 7 Lukker helt af bagud, og sætter ikke mange skridt forkert. Bedste defensive spiller i dag.

Evra: 7 Fik første halvleg, hvor han kom med frem et par enkelte gange, men var ellers lidt anonym.

Ronaldo: 8 Er den afgørende spiller i dag med 2 mål. Desuden kommer han frem til et par farlige chancer til, og især anden halvleg var fantastisk, hvor vi ser flere og flere eksempler på, at han er den anden bedste spiller i Europa.

Hargreaves: 8 Lukker fantastisk af på midtbanen. Han viser flere gange dog teknik ved at sætter en mand af, og han går aldrig i panik, når han presses.

Anderson: 7 Arbejder godt igen i dag. Denne 19 årige knægt spiller med stor selvtillid, og udstråler nærmest det samme overblik som en mere erfaren rødhåret midtbanespiller, der er skadet i øjeblikket.

Giggs: 7 Flakker flere gange rundt på banen, hvor man kan blive helt i tvivl om, hvilken position han har på banen. Dette er medvirkende til at forvirre Fulham forsvaret, og er et godt eksempel på den klogskab og det overblik Giggs besidder.

Rooney; 7 Virker lidt sløv efter skadespausen. Men han kæmper godt og kommer til et par afslutninger, der dog er lidt forkølede.

Tevez: 7 Ingen tvivl om at den mand er en enestående boldspiller. Men han bruger simpelthen for mange chancer på at score sine mål. I dag brændte han den ene chance efter den anden, men omvendt er det flot, at han overhovedet kommer frem til så mange muligheder.

——–

O`Shea: 7 Et godt indlæg der fører til det afgørende mål. Ellers arbejder han mest defensivt, hvor det ikke mærkes på holdet, at førstevalget Evra har forladt banen.

Saha: 6 Kommer frem til en gigant chance, der desværre ligger til hans kolde højreben. Men en stjernespiller der tjener så mange penge bør vel kunne afslutte kvalificeret med begge ben? Ellers ganske anonymt indhop

Carrick: Udenfor bedømmelse.

Forrige artikel

Opstillingen mod Fulham

Næste artikel

Maradona: Rooney bedre end Kaka

ANNONCE