Rooney føler sig presset ud af United

Ifølge The Mirror har Wayne Rooney aldrig bedt om at blive sat til salg, men føler tværtimod, at Manchester United presser ham ud af klubben.

Da Wayne Rooney mødtes med Sir Alex Ferguson for snart en måned siden, var det for at få afklaret sin fremtid – og ikke for at bede om at blive sat til salg. 

Det skriver The Mirror, der mener at vide, at Rooney havde håbet på at indlede forhandlinger om en kontraktforlængelse. I stedet frygter den engelske landsholdsangriber nu, at de engelske mestre forsøger at skibe ham af sted til PSG mod sin vilje. 

Ferguson hævdede som bekendt efter sæsonens sidste hjemmekamp mod Swansea, at den 27-årige englænder for anden gang på tre år havde bedt om lov til at skifte – en påstand, der altså nu bliver afvist af Rooney-lejren. 

Samtidig skriver avisen, at Ferguson til at starte med havde håbet på at kunne lokke Joe Hart til United, hvis man sendte Rooney den anden vej til Manchester City. 

Den engelske landsholdsmålmand var utilfreds med situationen under den gamle manager Roberto Mancini, men er angiveligt klar til at blive hos de detroniserede mestre, der formentlig får Manuel Pellegrini som ny manager. 

Wayne Rooney har kontrakt med Manchester United indtil 2015. 

 

Forrige artikel

Sir Alex udgiver selvbiografi i oktober

Næste artikel

Monaco stjæler andet United-emne

ANNONCE