Wayne Rooney måtte humpe fra banen, da United tabte på Stamford Bridge sidst i april, og siden har ingen set ham på grønsværen, hverken mod Barcelona eller West Ham.
På dagens pressemøde kunne Sir Alex Ferguson dog overbringe en god nyhed. Rooney bliver sin skade kvit inden 21. maj.
Men med de gode udsigter følger normalt også altid dårlige nyheder, og Rooney-historien er da heller ingen undtagelse. Den temperamentsfulde angriber er nemlig endnu ikke fit nok til at starte mod Wigan.
“Rooney er måske på bænken, men jeg kan så til gengæld garantere, at han bliver klar til Champions League-finalen,” fortalte Sir Alex på pressemødet før guldkampen over dem alle i Premier League.
En anden mand, der kan tænkes at spille en vigtig rolle i Uniteds jagt på guld, er Nemanja Vidic. I sidste uge blev serberen meldt klar til Wigan-kampen, og Fergie har da også fortsat forventning om, at hans forsvarsmonster er tilbage efter to ugers pause. Men det bliver først endelig afgjort i de kommende dage på træningsbanen.