Rooney og co. sænkede Liverpool

Manchester United endte årets pre season-tur i USA med manér, da de besejrede Liverpool 3-1 i finalen af International Champions Cup efter et ellers jævnbyrdigt opgør.

Der var på forhånd lagt i kakkelovnen til lidt mere end en typisk træningskamp, da Manchester United i nat dansk tid stod over for ærkefjenderne fra Liverpool. På forhånd havde spillerne gjort det klart, at de ville gøre alt for at hive trofæet hjem – men hvad vigtigere nok var: få revanche over rivalerne, der på den mest bitre vis vandt begge opgør i den seneste sæson af Premier League.

Begge mandskaber kom til finalen i perfekt form, med to sejre og en vundet straffesparkskonkurrence at kunne prale over. ”De røde djævle” måtte undvære Danny Welbeck, som i den seneste kamp udgik med en skade, og Liverpool var foruden en småskadet Daniel Sturridge. I englænderens fravær fik nyindkøbet Ricky Lambert chancen fra start.

Sløj start

Efter en ligeværdig start på kampen var det Liverpool, som fik sat sig på kampen, og flere af Uniteds spillere så tunge og trætte ud efter en hård træningstur. Selvom et skarpt indlæg fra Ashley Young skabte problemer i de indledende minutter, var det Merseyside-klubben, der kom i front efter 12 minutters spil. Phil Jones nedlagde klodset Sterling i feltet, hvorefter Gerrard satte bolden sikkert ind til 1-0.

Resten af halvlegen fortsatte med Liverpool-dominans. En velspillende Coutinho snød ved flere lejligheder Uniteds forsvar og havde også scoret, hvis ikke det havde været for De Gea, som måtte ud i fuld længde. Den nye gulddreng Luke Shaw, der var skiftet ind i stedet for en skadet Valencia, viste dog fine takter, hvilket skulle fortsætte ind i anden halvleg.

Louis van Gaal kunne på præstationerne fra første halvleg se, at der måtte laves ændringer, hvis kampen skulle vendes. Han havde derfor fra halvlegens start byttet en træt Darren Fletcher ud til fordel for Tom Cleverley, og Tyler Blackett kom ind i stedet for en skidt spillende Jonny Evans. Lige lidt hjalp ændringerne dog i de første minutter, da først Lambert og derefter Sterling havde to kæmpechancer, men ingen af dem fik ordentligt træf på bolden tæt på mål. Heldigt for United, der i stedet for at komme bagud 2-0 fik vendt kampen på hovedet.

Bedre takter

Javier Hernandez modtog en lang bold på højrekanten som noget atypisk for den lille mexicaner, valgte at sende et indlæg ind i feltet. Det var en god idé, for den skarpt slåede bold landede for fødderne af Wayne Rooney, som køligt snød Mignolet fra en spids vinkel. Udligningen så ud til at tænde en gnist hos United, som kun få minutter senere bragte sig i front.

En velspillende Luke Shaw modtog bolden på kanten af feltet, og sendte med en flot detalje bolden fladt ind mellem Liverpools forsvarere. Bolden landede for fødderne af Juan Mata, der fyrede på mål. Skuddet blev rettet af undervejs og snød fuldkommen Mignolet i målet, og på bare tre minutter havde United pludselig vendt kampen til deres fordel.

I det 64. minut opstod så en underlig situation. Ashley Young sendte et indlæg ind i feltet, som så ud til at gå over målet. Efter at have ramt oversiden af net taget, faldt bolden tilbage for fødderne af Rooney. Lettere overrasket satte angriberen bolden i det tomme net – selvom alle kunne se, at bolden fra Young allerede havde været ude. Først blev målet godendt, men efter senere mållinje eftersyn blev det retfærdigvis annulleret igen.

Van Gaals første trofæ

Resten af kampen fortsatte med United-dominans, og flere spillere fik gjort udmærkede indtryk. Ashley Young er om nogen en mand, der er blomstret op i van Gaals system, og med flotte pasninger, gode indlæg og fint defensivt arbejde så han skarp ud på sin plads som wingback. Med to minutter tilbage på uret satte han igen et angreb i gang på fløjen. Et fladt indlæg snittede Shinji Kagawa, og endte for fødderne af Jesse Lingard, som sikkert kunne sætte bolden i nettet til det endelige resultat.

Dermed kan Manchester United lade sig hylde som vindere af International Champions Cup. Efter sejre over LA Galaxy, Roma, Inter, Real Madrid og Liverpool slutter United deres USA-tur med en samlet målscore på 16-4.

Den sidste pre season-kamp finder sted på Old Trafford 12. august. Fire dage derefter spiller ”de røde djævle” deres første kamp i Premier League, når de tager imod Swansea.

Sådan gik kampen

14’ Gerrard (straffe)

55’ Rooney (Hernandez)

57’ Mata (Shaw)

88’ Lingard (Kagawa)

Startopstillingen:

De Gea

Jones, Smalling, Evans

Valencia, Fletcher, Herrera, Young

Mata

Rooney, Hernandez

Slutopstillingen

De Gea

Jones, Smalling, Blackett

Young, Cleverley, Lingard, Shaw

Kagawa

Nani, Rooney

Forrige artikel

Opstillingerne: Rooney med anførerbindet mod Liverpool

Næste artikel

Van Gaal hylder anfører Rooney

ANNONCE