Hjemmepublikummet på Stadium of Light burde koncentrere sig om at støtte deres eget hold frem for at fryde sig på andres bekostning.
Så klar er udmeldingen fra Wayne Rooney, der er ekstremt skuffet over mentaliteten hos Sunderlands fans.
– Da vores egen kamp var færdig, kendte vi ikke til stillingen (i City – QPR, red.). Men så hørte vi Sunderlands fans juble. Det var sørgeligt, for de burde koncentrere sig om at støtte deres eget hold, siger Rooney til MUTV.
Han advarer dem om, at episoden ikke vil gå i glemmebogen.
– De havde ikke den bedste sæson selv. Så vi er mange spillere, der ikke vil glemme, at de jublede på den måde, fortsætter han.
Wayne Rooney slår i samme interview fast, at United nok skal komme styrket tilbage i næste sæson.