Rooney roser medrejsende fans

Der har i de forgangne uger været heftig debat om kvaliteten af stemningen på Old Trafford. Manchester Uniteds hjemmepublikum har i de seneste par år…

Der har i de forgangne uger været heftig debat om kvaliteten af stemningen på Old Trafford. Manchester Uniteds hjemmepublikum har i de seneste par år været udsat for hård kritik, da skeptikere mener, at de er for kræsne og dermed skyld i den til tider tamme stemning.

I den sidste Premier League-kamp mod Birmingham City, hvor ”De Røde Djævle” vandt 1-0, blev det således nok for Sir Alex Ferguson, der beskrev stemningen som værende til en begravelse. Formanden for IMUSA, Colin Hendrie, svarede tilbage på denne kritik med en forklaring, der lød på, at den manglende opbakning skyldes den nul-tolerance-politik, der hersker blandt kontrollørerne på Old Trafford.

I modsætning til det udskældte hjemmepublikum er Uniteds udebane-fans imidlertid kendte for at være blandt de bedste i England. I lørdagens FA Cup-kamp mod Aston Villa havde intet mindre end 7000 medrejsende fans indfundet sig på lægterne på Villa Park, hvilket man kunne høre gennem hele kampen. De får nu rosende ord med på vejen af Uniteds engelske landsholdsangriber, Wayne Rooney:

”Opbakningen var simpelthen fantastisk. Mange hold har svært ved at melde udsolgt til udebanekampene, men vi gjorde det endnu en gang. Og det til trods for, at det var en cup-kamp, hvor vi altid får flere billetter til afsætning.”

Den tidligere Everton spiller mener ydermere, at fansenes opbakning er en af grundene til, at United har vundet de sidste elleve kampe på Villa Park:

”De skaber altid en helt speciel atmosfære i kampene mod Aston Villa. Dette er en af grundene til, at jeg nyder at spille på Villa Park, og jeg mener helt klart, at vores mange sejre på denne bane har været fuldt fortjent.”

Forrige artikel

Berbatov lægger låg på transferrygter

Næste artikel

United tjener på Shawcross

ANNONCE