Rooney: Vigtigt at komme i Champions League

Wayne Rooney ser frem til morgendagens semifinale mod Celta Vigo, og håber United kan nå finalen og løfte endnu et trofæ i denne sæson.

United rejste sidste uge fra Spanien med et godt udgangspunkt, da Marcus Rashford sikrede en sejr på 0-1. Dermed er United favoriitter til at snuppe en billet til finalen i Europa League. Og anfører Wayne Rooney ser da også frem til morgendagens kamp, og håber at spille finale i Stockholm senere på måneden.

– Det er en kæmpe mulighed for os for at nå finalen. Det har været en lang og hård turnering. Vi fortjener at nå finalen, og det er en stor mulighed for os for at løfte endnu et trofæ. Det er en semifinale i Europa, og det er den største turnering vi realistisk set har haft chance for at vinde de seneste par år. Så naturligvis tager vi det meget seriøst, og intet er ovre endnu, sagde Rooney på dagens pressemøde.

En sejr i morgen mod Celta Vigo vil betyde en finale i Stockholm mod enten Ajax eller Lyon. Hollænderne står pt med de bedste kort på hånden, efter det første opgør i Amsterdam. Og skulle United gå hele vejen i Europa League, venter der Champions League på Old Trafford efter sommerpausen. Uanset hvad det ellers måtte ende med i Premier League.

Og netop udsigten til atter at komme med i det fornemste selskab trækker voldsomt i United-spillerne, erkendte Rooney på pressemødet.

– Det er selvfølgelig vigtigt for os at komme tilbage i Champions League. Det er noget vi alle ønsker, og jeg synes denne klub hører til i det selskab. Realistisk set bliver det svært at kvalificere os gennem ligaen i år, så dette er en god mulighed. Og en god mulighed for at vinde endnu en titel. Så vi fokuserer først og fremmest på at kunne vinde endnu et trofæ, og denne gang giver det os jo så en billet til Champions League, lød det fra Rooney.

Savner du fornuftig diskussion og snak om Manchester United?

Opret dig gratis på debat.oldtrafford.dk

Forrige artikel

Bog kommer med afsløringer om United-transfers - FIFA går ind i sagen

Næste artikel

- Skaderne gjorde udslaget

ANNONCE