Wayne Rooney ligner én mand, der er færdig på Old Trafford, og hans nye hjemmebane kan måske komme til at hedde Emirates Stadium.
Det skriver flere engelske aviser, heriblandt The Mirror. Rygtet har mandag morgen fået nyt liv, da Arsene Wenger hverken vil be- eller afkræfte, om han er interesseret i den 27-årige englænder.
– Prøv at hør her, jeg er ikke i en position, der tillader mig at tale om mulige transfers. Det, jeg fokuserer på, er det, der sker på den korte bane og umiddelbart efter Newcastle-kampen. Det vil jeg svare på, siger Wenger til The Mirror.
Sir Alex Ferguson bekræftede efter søndagens sejr over Swansea, at Rooney har bedt om at blive solgt til sommer. Den afgående United-manager slog dog samtidig fast, at man ikke har tænkt sig at sælge ham.
Rooneys nuværende kontrakt med de engelske mestre udløber i sommeren 2015.
Arsenal har ikke vundet et trofæ siden 2005.