Paul Scholes har ikke optrådt for det engelske landshold siden EM-slutrunden 2004, og lige siden har han fejet alle rygter om et comeback af banen.
Alligevel blev han tilbudt en plads i den engelske VM-trup dagen før offentliggørelsen. Scholes takkede af princip nej, men nu ærgrer han sig.
“Franco Baldini (assistenttræner, red.) ringede til mig dagen før udtagelsen af truppen. Jeg havde nok bare haft brug for mere tid til at tage en beslutning, siger Scholes, som skulle svare inden to timer, til The Guardian.
“Efter et par uger begyndte jeg at spekulere over, om jeg havde truffet det rigtige valg. Jeg siger ikke nødvendigvis, at min tilstedeværelse havde gjort nogen forskel. Jeg siger heller ikke, at jeg ikke kunne have storspillet, for jeg tog ikke afsted, så vi ved det ikke. Jeg afviste bare en mulighed for at spille VM, og da optakten begyndte at blive intensiveret i medierne, strejfede det mig, at jeg måske havde taget den forkerte beslutning,” lyder det fra Scholes.