Skaderne er væltet ned over de forskellige landshold forud for VM-slutrunden, der sparkes i gang på fredag, når Sydafrika møder Mexico. Især lande med spillere fra Premier League har været hårdt ramt af afbud i 11. time.
Det engelske landshold er således ingen undtagelse, hvor Rio Ferdinand i sidste uge fik sin slutrunde spoleret efter et uheldigt sammenstød med Emile Heskey under en træning. Derudover er Gareth Barry stadig yderst tvivlsom til åbningskampen på lørdag mod USA.
Manchester Uniteds Paul Scholes, der som bekendt takkede nej til at komme med til Sydafrika, tror dog på, at England har det der skal til, for at sikre nationen deres første verdensmesterskab siden 1966.
”De kan vinde det (VM, red.), hvis tingene flasker sig for dem. Der er mange gode spillere i truppen, men hvis de rent faktisk skal vinde VM, hjælper det, hvis alle er skadesfri,” udtaler Scholes ifølge Sky Sports, før han indrømmer, at England har haft en turbulent optakt.
”De har ikke haft den heldigste optakt til deres første kamp. De vil forhåbentlig ikke opleve flere tilbagefald. Det bliver en spændende slutrunde. Der er en række hold, som kan gå hele vejen – og England er et af disse,” slutter den 35-årige United-legende, der trak sig tilbage fra landsholdet efter EM-slutrunden i 2004.