Nemanja Vidic var ikke at finde i dagens trup, så der spekuleres i, om den solide forsvarsklippe har pådraget sig en skade. Wes Brown overtog positionen i det centrale forsvar, mens John O’Shea gik ind på højre back.
United kom bedst fra start med et godt forsøg inden for de første minutter. Ryan Giggs fandt Wayne Rooney i feltet, og han afsluttede første gang. Skuddet endte dog ikke inden for målrammen. Den næste til at skyde forbi mål var Cristiano Ronaldo. Fra ca. 15 meters afstand sendte han et faldt skud forbi den ene opstander.
Kort efter viste gæsterne fra London sig farlige for første gang. Stjerneangriberen Dimitar Berbatov fik hoved på et hjørnespark, men Rooney stod i vejen for forsøget på målstregen.
Til gengæld var forsvarsspillet ikke for prangende 10 minutter senere, da Tottenham kom foran 1-0. Aaron Lennon udfordrede flot Patrice Evra på højrekanten og fik smidt et glimrende indlæg ind i feltet, hvor Robbie Keane ventede. Ingen United-folk var i nærheden af ireren, som uden problemer kunne sende bolden i kassen.
Værternes første gode forsøg på mål kom fra Ryan Giggs. Det hårde skud fra den aldrende kantspiller blev dog vippet over mål af keeper Radek Cerny. Det udlignende mål kom minuttet efter, og her havde Giggs også en afgørende fod med i spillet. Det var således waliseren, der tæmmede en lang bold og lagde den for fødderne af Carlos Tévez. Med venstreskøjten gjorde Tévez kort proces og sendte kuglen ind bag Cerny.
Den sidste store chance i første halvleg tilfaldt Jermaine Jenas. Midtbanespilleren fik en friløber og afsluttede fornemt, men Edwin van der Sar diskede op med en klasseredning og reddede sit forsvar i situationen.
Unge Aaron Lennon viste sig også frem i dele af anden halvleg. Efter blot to minutter løb han fra Evra og så sit snit til at lobbe bolden over van der Sar. Desværre for ham og Tottenham gik forsøget over både keeper og mål.
En anden af gæsternes midtbanefolk, Jamie O’Hara, ville også lege med. Han fik æren af at tage et frispark fra en god position, men ramte en smule forbi det nærmeste målhjørne. Et minut senere fik Jenas endnu en friløber foræret. Denne gang var skarpheden væk, og United-spillerne kunne lettede se bolden gå langt forbi mål.
Efter en time burde Ronaldo have bragt sit hold i front. Det var Tévez, der med en rigtig god aflevering fandt portugiseren. Helt uvant for Ronaldo skød han i sidenettet fra tæt hold.
Lidt efter foretog United en indskiftning, som mange fans har set frem til. Paul Scholes, der har været ude med skadesproblemer siden oktober, blev nemlig sendt på banen i stedet for Michael Carrick. Den 33-årige midtbanestyrmand nåede en enkelt afslutning i kampen, men kunne ikke true Cernys mål.
Det kunne til gengæld Ronaldo, da han gjorde det til 2-1 på straffespark. Forinden havde Michael Dawson brugt armen til at få bolden væk fra Rooney i feltet, og så kunne dommer Peter Walton korrekt pege på pletten og vise Dawson det røde kort.
Herefter skulle man tro, at United kunne køre sejren hjem uden problemer, men Tottenham var ikke færdige med at true van der Sars mål. Steed Malbranque fandt Berbatov med en god aflevering, og bulgareren ramte stolpen med sit forsøg.
I stedet for 2-2 blev det 3-1. Næsten ugeneret trak Ronaldo ind fra venstre side og afsluttede kontant. Bolden blev rettet af og gik under Cerny, før den endte i mål. Det betyder, at United vinder 3-1 og avancerer til FA Cuppens femte runde.
Også ligaens andre tophold, Arsenal og Chelsea, gik videre efter sejre over henholdsvis Newcastle og Wigan. Derudover er Liverpool, Portsmouth og Middlesbrough de eneste resterende hold fra den bedste række. Lodtrækningen til femte runde vil blive foretaget mandag 14:30.