Manchester United måtte i sidste sæson overlade Premier League-tronen til Chelsea efter tre mesterskaber på stribe. Mens mange eksperter pegede på salget af Cristiano Ronaldo som den primære årsag til den skuffende sæson, har mange United-spillere efterfølgende udråbt de mange skader til det største problem.
Således gik profiler som Rio Ferdinand, Nemanja Vidic, Wes Brown, Michael Owen og Anderson glip af store dele af sæsonen, mens Owen Hargreaves blot blev noteret for 30 sekunder på banen i sæsonens sidste udekamp mod Sunderland.
Paul Scholes håber derfor, at Manchester United kan undgå at løbe ind i de samme problemer som sidste sæson.
”Vi håber på, at vi kan holde os skadesfri i næste sæson, spille lidt bedre og vinde nogle flere trofæer. Men det har altid været en hård liga, og det var sidste sæson et bevis på,” udtaler Scholes overfor The Irish Independent.
Den 35-årige midtbanespiller mener samtidig, at den økonomiske oprustning hos de mindre klubber er en del af forklaringen på den stadig voksende konkurrence.
”Spurs havde flere penge at gøre godt med, og de brugte dem fornuftigt. De formåede at komme med i Champions League. Og så er der selvfølgelig Manchester City, der med alle deres penge akkurat gik glip af Champions League, men jeg er sikker på, at de vil spille med om det igen i denne sæson,” slutter Scholes.