Cristiano Ronaldo udtalte onsdag, at han bliver endnu en sæson i Manchester United. Dermed er et sommerskifte til Real Madrid ikke længere aktuelt.
Ramon Calderons soldater er ellers på skift blevet sendt ud i pressen af Real Madrid-præsidenten for at lokke Ronaldo mod spansk fodbold. Træner Bernd Schuster tager Ronaldos beslutning køligt.
“Man må respektere hans beslutning. Han har været fri til at træffe sit valg, og det er ærgerligt, han ikke kommer herned. Han er en spiller, der virkelig ville have forstærket denne allerede sublime gruppe af spillere. Men i sidste ende gør det ingen forskel. Vi har en stærk trup til sæsonstarten,” siger Schuster ifølge spanske medier.